16 February 2008

Biografanmeldelse: Charlie Wilson's War

Charlie Wilson's War

instruktion: Mike Nichols.
med bl.a.: Tom Hanks, Julia Roberts, Philip Seymour Hoffman, Amy Adams.






Charlie Wilson's War fortæller den sande historie om det amerikanske kongresmedlem Charlie Wilson, som i starten af 1980'erne går ind i kampen for at bevæbne de afghanske mujahedinere, så de kan kæmpe mod de invaderende sovjetiske tropper.

Charlie Wilson er lidt af en playboy. Han hygger sig med sprut, damer og narko, mens han samtidig passer sit job som medlem af den amerikanske kongres. Da Sovjetunionen indvaderer Afghanistan i 1980, er Wilson en af de første til at indse, hvor alvorlige følger det vil kunne få for regionen, hvis kommunisterne ender som sejrherrer. Så med støtte fra den indflydelsesrige og velhavende texanske overklassefrue Joanne Herring og CIA agenten Gust Avrakotos, starter Wilson en hemmelig våbenstøtte til de afghanske oprørere.

Superstjernerne Tom Hanks og Julia Roberts ses i rollerne som henholdsvis Charlie Wilson og Joanne Herring. Mens Tom Hanks sprudler i rollen som Wilson, så er Julia Roberts også seværdig, men noget anonym, i en ret lille rolle. Filmens helt store oplevelse er dog Philip Seymour Hoffman som den ligefremme CIA agent Gust Avrakotos. Han er fuldstændig forrygende, og leverer manuskriptforfatter Aaron Sorkins skarpe replikker perfekt. Det er helt fortjent, at Philip Seymour Hoffman har fået en Oscarnominering for rollen.

(copyright: UIP)

Når man ved hvilke følger det fik, da de våben USA hjalp afghanerne med at få, faldt i hænderne på Osama Bin Laden og Taliban og deres kumpaner, som derefter vendte våbene imod USA, kunne man måske have ønsket, at filmen ville kommentere lidt mere på det. Den gør det en lille smule. Bl.a. i en scene hvor Gust prøver at overbevise Charlie Wilson om, at selvom våbene har hjulpet afghanerne med at vinde, så må pengestrømmen for alt i verden ikke stoppe, for der vil blive brug for hjælp til genopbygning af landet. Og også et slutcitat fra virkelighedens Charlie Wilson er ganske tankevækkende.

Men jeg synes ikke det gør så meget, at man ikke fokuserer mere på dette faktum end man gør. Det er ikke det ærinde film har. Den vil fortælle historien om hvordan én mand med viljestyrke og uovertrufne overtalelsesevner kan opnå det uopnåelige. Og det gør den godt. Charlie Wilson's War er en blanding af satire og alvor, godt illustreret af det nævnte manuskript af Aaron Sorkin, som bl.a. har skabt den succesfulde Tv-serie The West Wing. Men balancen mellem satire og drama halter lidt. Dette gjorde instruktør Mike Nichols meget bedre i sin egen filmatisering af Joseph Hellers krigssatire Catch 22 for snart 40 år siden.

Charlie Wilson's War er uden tvivl en bemærkelsesværdig, underholdende og velspillet film, men den bliver af og til for let på tå, og af og til for sammenbidt, til at den kan blive en rigtig uforglemmelig og interessant politisk satire.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home