Biografanmeldelse: Cloverfield

Cloverfield

instruktion: Matt Reeves.
med bl.a.: Michael Stahl-David, T.J. Miller, Jessica Lucas, Lizzy Caplan, Odette Yustman.






Rob skal til Japan. Han har fået et godt job, og alle hans venner er samlet til en afskedsfest. Vennen Hud render rundt med et videokamera og filmer festen, og får alle deltagerne til at sige et par ord om Rob til kameraet. Pludselig skælver jorden og strømmen ryger. Et jordskælv? Et terroristangreb? Alle løber op på taget for at se hvad der sker, og med et bryder helvede løs. Bygninger smadres med en ødelæggende kraft, og pludselig brager hovedet af Frihedsgudinden ned ad gaden! Hud bliver ved med af filme, og lidt efter lidt går det op for alle, hvad det er der er ved at angribe byen. Et kæmpe monster! Flugten kan begynde...

Cloverfield fortæller ikke sin historie som andre film. Dette ligner slet ikke en film. Det ligner hvad den udgiver sig for at være. Et uredigeret videobånd. Filmen starter med at fortælle, at dette videobånd tilhører den amerikanske regering, og er blevet fundet ved det sted der før var kendt som Central Park. Så vi ved, at et eller andet forfærdeligt er sket. Videobåndet fortæller os hvad.

Filmen er en forfriskende fornyelse af en genre, som af og til kan være forfærdelig klichéfyldt. Den nikker anerkendende til film som Escape from New York, Night of the Living Dead og Alien, men den er på samme tid helt sin egen. Både i opfindsomhed og udførelse. Cloverfield er dog ikke nogen perfekt film. Ind imellem har den små problemer, som man lige i et splitsekund sidder og tænker over. Dialogen virker af og til forceret, enkelte begivenheder virker ugennemtænkte, og på et tidspunkt ser man monsteret alt for tæt på og i alt for lang tid. Det virker meget bedre, når man kun ser det i små hurtige glimt mellem New Yorks skyskrabere, og man burde efter min mening have holdt den afstand gennem hele filmen.

(copyright: Paramount Pictures/UIP)

Men det Cloverfield bl.a. gør godt er, at den ikke prøver at forklare noget. Stilen er gennemført til fingerspidserne, og vi ved ikke mere om hvad der sker, end de mennesker vi følger via Huds videooptagelser gør. Hvor kommer monsteret fra? Fra havets dyb? Fra det ydre rum? Vi ved det ikke. Og det er fuldstændig lige meget. Vi ved at dette sker. Og det er det vigtigste.

Der er flere meget åbenlyse referencer til 11 september i Cloverfield. Kaos i New Yorks gader, nyhedsoplæsere på Tv, som ikke rigtig ved hvad der foregår, papir der langsomt daler ned fra de ødelagte høje huse og lægger sig i gaderne, og folk der søger tilflugt i forretninger, mens støvet fra faldende bygninger raser forbi udenfor.

Cloverfield er ligeså meget om menneskelige relationer, som den er om det store monster der smadrer en af verdens største byer. Fra den smukke og rolige morgen hvor Rob og veninden Beth er sammen, og Robs forsøg på at komme hen til Beths lejlighed midt i alle ødelæggelserne, efter hun har ringet ham op og fortalt, at hun ligger såret og ikke kan bevæge sig, til Robs grådfyldte forsøg på at fortælle sin mor i telefonen, at hans bror og hendes søn er død.

Disse små pusterum midt i kaoset og flugten, gør Cloverfield til noget helt specielt. En hæsblæsende og skrækindjagende oplevelse, med en frækhed og en fanden-i-voldskhed, som man ikke har set på det store lærred i lang tid.