Biografanmeldelse: W.

W.

instruktion: Oliver Stone.
med bl.a.: Josh Brolin, James Cromwell, Elizabeth Banks, Ellen Burstyn, Richard Dreyfuss, Jeffrey Wright, Thandie Newton, Scott Glenn, Toby Jones.




Instruktør Oliver Stone har før fortalt historier om to af USAs mest toneangivende præsidenter, på både godt og ondt, med JFK fra 1991 og Nixon fra 1995, og nu har han kastet sig over intet mindre end den siddende amerikanske præsident. Filmen tager udgangspunkt i George W. Bushs nuværende virke som præsident, og krydres med flashback-sekvenser til Bushs vilde ungdom, og de beslutninger han træffer, som fører ham til den højeste post, og disse to handlingstråde får Stone til at balancere rigtig godt.

Josh Brolin er helt fantastisk som Bush Jr. Stemmeføringen og bevægelserne. Den texanske cowboy-fremtoning. Det hele er der, men det gode er, at det aldrig virker som en parodi. Engelske Toby Jones er også god i en neddæmpet præstation som Bushs højre hånd Karl Rove, og Richard Dreyfuss og Jeffrey Wright det samme som Dick Cheney og Colin Powell. De har et par gode scener sammen, hvor man ser de spændinger som der uden tvivl har været mellem disse to personer i virkeligheden.

I det hele taget er filmen godt besat med nogle skuespillere som gør det virkelig godt. Man ved hvilke virkelige personer de skal forestille, men skuespillerne formår, at give dem liv som figurer, og dermed bliver de ikke til en parodi. James Cromwell ligner overhovedet ikke Bush Sr., men som figur i filmen tror man 100% på ham. Det samme med Elizabeth Banks som Laura Bush. Hun gør personen langt mere levende end den Laura Bush vi kender fra medierne, som for det meste virker noget stram i mælet.

(copyright: Lionsgate/Nordisk Film)

Eneste minus på skuespilsiden er Thandie Newton som udenrigsminister Condoleezza Rice. Newton er alt for overdreven i sit spil og sine replikker, og derfor kommer netop hun til at ligne en der parodierer, i stedet for at spille en person. Om det er bevidst, at Newton skal spille rollen på denne måde ved jeg ikke, men faktum er, at filmen skifter tone efter ca. 3/4 dele af filmen er gået, da hun træder ind på scenen, og vi går over i noget der mest af alt virker som om det er taget direkte ud af en Saturday Night Live-sketch, personificeret ved Thandie Newtons karikerede præstation - selvom en tyk og falsk fransk accent i telefonen der skal forestille Jacques Chirac, bestemt heller ikke hjælper på det!

En af de store styrker ved W. er, at den tillader, at man selv kan tage stilling. Filmen giver os ikke nogen facitliste, og man skal ikke forvente, at se George W. Bush bliver ristet på bålet. Jo, Oliver Stone smider en stikpille mod ham et par gange, men det virker mere drilagtigt, end det er for at kritisere. Dobbeltbetydningen af ordene "A life misunderstood", som filmen bl.a. er blevet markedsført med, er i den sammenhæng ret så interessant. Filmen viser os flere gode intentioner fra den unge og fremadstormende politiker Bush, så er det hele verden der har misforstået Bushs tid som præsident, eller er det Bush der har misforstået sit eget liv og drevet det til mere end han burde?

Filmens fokus er mest på det sidste, og det er selvfølgelig også en kritik der er til at tage og føle på, men Stone ser hele tiden på Bush som et menneske, og de politiske beslutninger som har skabt ballade, bliver i høj grad lagt over på Cheney og Rumsfeld. Især Cheney får en hård medfart, og Richard Dreyfuss spiller ham med det skælmske blik i øjet som kun Dreyfuss har. Flere gange når Bush og Cheney har en samtale i filmen, kommer blikket frem, og det skriger næsten - "Ja, ja makker, du er præsident. Men jeg har magten!". Men der er også mere alvorlige øjeblikke med Cheney i fokus, bl.a. en scene hvor Bush-administrationen sidder og taler om Irak, og Cheney bliver spurgt hvad strategien er for tilbagetrækning, og Cheney kort og kontant svarer, at der ingen strategi er. Der vil aldrig blive nogen tilbagetrækning. Der kan man virkelig høre en knappenål falde til jorden i biografen!

(copyright: Lionsgate/Nordisk Film)

W. er en lidt ujævn film, og den er lidt for lang, men når den fungerer bedst, så er den ret så fremragende. Historien om en ung rastløs knægt der kigger lidt for dybt i flasken, mens han higer efter sin fars accept, passer lige til en film. For fanatiske Bush-modstandere kommer det nok som en overraskelse, at Oliver Stone ikke dæmoniserer Bush. Men Stone er heldigvis mere intelligent, og han viser Bush som en almindelig mand der bliver drevet af følelser mere end fornuft. En mand der er nem at overtale for "høge" som Cheney og Rumsfeld. En mand der ikke passer ind der hvor livet har placeret ham. En mand som har stilet for højt. Præcis det som hans far advarede ham imod.

Stone har fået mange enkelte hændelser som vi kender fra pressen med i filmen, men man sidder også hele tiden og ved, at dette er Oliver Stone og manuskriptforfatterens idé om hvordan tingene hænger sammen. Vi ved ikke hvor tæt på sandheden det hele er, og dermed bliver W. ikke en biografisk film man kan bruge til ret meget i det store hele. Filmen kan mest af alt ses som et kuriositum omhandlende en person, som alle gerne vil have en mening om. Og som sådan er det en ganske underholdende oplevelse.