25 January 2008

Biografanmeldelse: 3:10 to Yuma

3:10 to Yuma

instruktion: James Mangold.
med bl.a.: Russell Crowe, Christian Bale, Ben Foster, Peter Fonda.






Der findes vel ikke noget mere ægte amerikansk i filmens verden, end western-genren. Lige fra filmens tidlige barndom lavede man westerns, og den første store western-stjerne var Tom "The King of the Cowboys" Mix, som eftersigende nåede at optræde i mere end 300 film, hvoraf en meget stor del var stumfilms-westerns.

En stor amerikansk filminstruktør som John Ford har lavet mange udødelige filmklassikere, som ikke er westerns, men man husker alligevel historien om, at han præsenterede sig selv med disse ord: "My name is John Ford. I make westerns". Det siger meget om den status westerns havde i amerikansk film indtil for 30-35 år siden. Genren har haft det hårdt i mange år, men har heldigvis fået nogle meget vellykkede forsøg på genoplivning nu og da. Vi kan takke folk som bl.a. Walter Hill, Lawrence Kasdan, Kevin Costner og Clint Eastwood for, at genren ikke er helt uddød i nutidens biografudbud.

3:10 to Yuma er en delvis genindspilning af filmen af samme navn fra 1957, som var baseret på en novelle af forfatteren Elmore Leonard. Instruktør James Mangold så den oprindelige film som ung. Han fandt det interessant, at den satte spørgsmålstegn med begreber som moral, ære og mod, og han har altså nu fået muligheden for at lave sin egen version af historien. På mange måder lægger den sig tæt op af den originale film, men den fraviger den også på en del ret så afgørende punkter.

Dan Evans og hans familie har det hårdt på deres lille ranch. Dan har altid været en retskaffen mand, men konen er begyndt at tvivle på ham, og den ældste søn er begyndt at se sin far som en svag mand. Så da muligheden for at tjene lidt ekstra gode penge opstår, tager Dan chancen. Den berygtede bandit Ben Wade er taget til fange i byen, og Dan melder sig til gruppen af mænd, som skal hjælpe med at eskortere Wade til byen Contention, hvorfra han skal med toget til fængslet i Yuma. Det er dog en alt andet en ufarlig mission de begiver sig ud på, for i hælene har de Ben Wades bande, ført an af den skydeglade Charlie Prince.

(copyright: Lionsgate/SF Film)

Christian Bale og Russell Crowe er begge fremragende i hovedrollerne i 3:10 to Yuma. Bale er rigtig god som den intense Dan Evans, der gerne vil fremstå i et godt lys hos sin familie, og Russell Crowe har et sprælsk glimt i øjet som Ben Wade. Men manuskriptet svigter desværre filmens karakterer lidt. Portrættet af Ben Wade klinger hult, og vi hører om de slemme ting han har gjort, men alligevel prøver filmen at lade ham fremstå på en måde, så vi som tilskuer skal ende med at få sympati for ham. Det er et forløb som mange westerns igennem tiden har budt på, men her lykkes det ikke helt. Man sidder tilbage med en lidt dårlig smag i munden. Bl.a. Clint Eastwood gjorde dette meget bedre med sin William Munny i mesterværket De nådesløse. En modbydelig og morderisk satan i sine unge dage, som nu bitterligt fortryder sine handlinger. Men forskellen er, at Eastwood ikke krævede sympati for William Munny. Munnys plads i helvede var allerede reserveret, ligegyldigt hvor meget han end prøvede at gøre op med fortidens synder.

Jeg bryder mig ikke om slutningen på 3:10 to Yuma. Det der leder op til har været en nervepirrende rejse, hvor almindelige mænds mod er blevet sat på prøve, men instruktør Mangold lader filmen ende i en ugennemtrængelig krudtrøg af en overdrevet og utroværdig skududveksling, som ret hurtig bliver mere kedelig end spændende.

Men 3:10 to Yuma er på bundlinien trods alt en solid og godt fortalt western, som nikker anerkendende til klassikerne i genren, mens den på samme tid formår at lægge sig et sted, så den også appellerer til et moderne publikum.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home