29 December 2008

Nyt i biografen - uge 52

Det var lidt for enhver smag der landede i biograferne i årets sidste uge. 1. juledag så premieren på hele 6 nye film.

Baz Luhrmanns storfilm Australia har været længe ventet, men den kommer her til landet med nogle blandede anmeldelser. Jeg så den til en forpremiere torsdag d. 18 december, og var ikke ubetinget begejstret, men dog noget mere glad for den end min CinemaZone-kollega Søren Langelund, og jeg håber, at jeg får skrevet en anmeldelse af filmen her på Filmhjørnet.

Det er næsten tre år siden vi har set Jim Carrey i en komedie i de danske biografer, men nu er han tilbage i Yes Man, omhandlende en sortseer af en bankmand, som beslutter sig for at sige ja til alt livet byder på.

For de mindste kunne juledagene byde på svensk animationsfilm med Mor Muh & Krage, og amerikansk komik med Beverly Hills Chihuahua, en film om en lille talende hund, der blev en kæmpe succes i de amerikanske biografer i efteråret.

I en enkelt københavnsk biograf var der premiere på spanske Isabel Coixets Elegy: Skønhedens magt. Det var hende med det mesterlige melodrama My Life Without Me for nogle år siden, og i København og Århus kommer den svenske gyser Lad den rette komme ind op. En af årets absolut bedste film. En lille perle, som der kommer en anmeldelse af her på Filmhjørnet i de nærmeste dage.

Anmeldelser af ugens nye film kan læses på CinemaZone.dk eller Filmnet.dk.

De næste dage her på Filmhjørnet byder også på en DVD-opdatering og min Top 10 for filmåret 2008.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home