Biografanmeldelse: Revolutionary Road

Revolutionary Road

instruktion: Sam Mendes.
med bl.a.: Leonardo DiCaprio, Kate Winslet, Kathy Bates, Michael Shannon.






Da den engelske teaterinstruktør Sam Mendes i 1999 fik sin filmdebut, gravede han dybt ned under overfladen i den amerikanske forstad, og blev belønnet med flere af branchens store priser for sit arbejde. Bl.a. en Oscar. Filmen var American Beauty, og efter at have besøgt gangstere i 30'ernes Chicago og marinesoldater i Golfkrigen, er Mendes nu tilbage i forstadsmiljøet. Denne gang dog i 1950'erne, hvor det at have et kønt lille hus med en pæn have, var statussymbolet over alle, men ikke altid vejen til lykke.

Frank og April Wheeler lever et tilsyneladende perfekt liv i en lille stille forstad i 1950'ernes USA. Frank tager på arbejde i byen hver morgen, og April går hjemme og passer huset. På overfladen lever Wheeler-parret det perfekte liv, men der mangler noget. Frank ser mest af alt sit arbejde som meningsløst, og April sukker efter et andet liv hver dag når hun går derhjemme og kigger længselsfuldt ud gennem vinduerne. En dag beslutter de at droppe det hele, og flytte til Paris, hvor Frank havde været udstationeret under krigen. Men kan denne beslutning være med til at finde lykken for dem, eller er de simpelthen bare vokset fra hinanden og det liv de har besluttet at leve?

(copyright: DreamWorks Pictures/UIP)

I bund og grund er Revolutionary Road en film om at finde sig selv. Den illustrerer meget godt hvad samfundet krævede i 50'erne, og det er tydeligt for enhver, at Frank og April ikke fungerer godt sammen, men man forlod ikke bare hinanden på den tid. De prøver at få deres liv til at komme på rette spor igen, og deres søgen efter noget andet kan måske virke desperat, men det dilemma de befinder sig i beskrives godt da April siger; "jeg så en anden fremtid, og jeg kan ikke holde op med at se den". Hun lever stadigvæk med en forestilling om hvordan hun ønskede livet skulle udfoldes, og øjnene bliver ved med at være rettet mod den forestilling, i stedet for at omfavne det gode der trods alt er.

Revolutionary Road er i mange scener et typisk kammerspil, og sådan noget fungerer kun hvis skuespillerne lever op til deres allerbedste. Og det gør Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i den grad. Det er elleve år siden de to var med til at skabe historie i hovedrollerne i James Camerons gigant-hit Titanic, og de har begge udviklet sig som skuespillere i de år der er gået. Flere scener i Revolutionary Road er så intime og intense, at man får billeder af Elizabeth Taylor og Richard Burtons skænderier i Mike Nichols' Who's Afraid of Virginia Woolf? frem. Det er en stor sammenligning, men DiCaprio og Winslet kan bære den på deres skuldre, for de er intet mindre end eminente som Frank og April Wheeler.

Det høje niveau som Sam Mendes ramte med mesterværkerne American Beauty og Vejen til Perdition kommer han ind imellem også op og nå i den elegante Revolutionary Road, men filmen har et par fortællermæssige problemer der gør, at den ikke formår at blive deroppe. Bl.a. virker det lidt forceret, at en birollefigur bruges som katalysator for at få fortalt Frank og April nogle sandheder, og parrets to børns tilstedeværelse i filmen er ikke særlig godt optegnet. Især her kan man se, at filmen er baseret på en meget omfattende bog, som har længere tid til at definere sin fokus, end en film har. Dette skal dog ikke tage alt for meget væk fra filmens kvaliteter, for Revolutionary Road står som en af årets store filmoplevelser.