04 May 2009

Biografanmeldelse: 17 Again

17 Again

instruktion: Burr Steers.
med bl.a.: Zac Efron, Matthew Perry, Thomas Lennon, Leslie Mann.






At en person i en film pludselig smides ind i en ny krop og en ny alder, er ikke en ny idé. Det er set mange gange før, og nok mest kendt i hittet Big fra 1988 med Tom Hanks i en rolle der gav ham sin første Oscar-nominering. I de senere år har vi bl.a. set en pige blive voksen i 13 Going on 30, og mor og datter bytte krop i Freaky Friday, en genindspilning af en film fra 70'erne, så isoleret set er der ikke noget nyt under solen i komedien 17 Again.

Men et velkendt scenarie gør heldigvis ikke, at resultatet ikke kan blive seværdigt, og det beviser 17 Again til fulde. Livet er ved at falde sammen om hovedet på 37-årige Mike O'Donnell. En lovende basketball-karriere da han gik i high school blev ofret da kæresten Scarlett blev gravid, men de to er nu 20 år senere ved at gå fra hinanden. Mike bor hos vennen Ned, har svært ved at tale med sine to teenagebørn Maggie og Alex, og bliver overset af sin unge og lidt for smarte chef på arbejdet. Det hele er surt, og Mike er ved at ønske, at han kunne gå tilbage i tiden og lave tingene om. Og det er lige præcis det der på forunderlig vis sker. Eller det vil sige næsten. For Mike kommer ikke tilbage i tiden - han bliver bare 20 år yngre!

17 Again er en overraskende vellykket teenagekomedie. På papiret er der ikke meget at komme efter, men alligevel fungerer filmen på et plan der gør den virkelig seværdig. Teenagestjernen Zac Efron gør det godt i sin første rigtig store filmhovedrolle, og alle de unge piger der blev vilde med ham på Tv-skærmen i de to første High School Musical-film, og var med til at gøre 3'eren i serien til et stort biografhit, skal nok få det de kommer efter.

(copyright: New Line Cinema/SF Film)

Det er helt troværdigt når Efron i rollen som 17-årige Mike, som nu kalder sig Mark, opfører sig og taler som 37-årige Mike, og foran en måbende skoleklasse fortæller om hvor fantastisk det er at blive far, og bl.a. kommer med formaninger til sine egne børn, hvilket de selvfølgelig finder som en dybt mærkværdig opførsel af ham de tror er deres nye skolekammerat. Desuden viser Efron i flere scener også en god komisk timing, især sammen med vennen Ned, som nu må udgive sig for at være Mikes far.

Mike har det dog ikke helt nemt som ung igen, og han opdager ting om sine børn, som han nok helst ville have været uvidende om. Alex blive mobbet på det groveste, og Maggie bliver forelsket i Mark, altså sin fars unge jeg, og opfører sig på en måde som en far ikke har lyst til at se. Det ville hurtigt kunne blive upassende, men instruktør Burr Steers er god til at holde filmen på et plan hvor komikken hele tiden dukker op til overfladen på de rette tidspunkter.

Steers fik for nogle år siden sin debut med den skæve og sarkastiske Igby Goes Down, men han når dog ikke samme højder med 17 Again. For på trods af filmens gode takter, så mangler den også meget, og manuskriptet er ind imellem meget ufokuseret på Mikes omgivelser. Hvis ikke filmen fortalte os det, så ville vi aldrig vide, at Alex og Maggie var søskende, for der er simpelthen ingen interaktion mellem de to karakterer.

At Zac Efron og Friends-stjernen Matthew Perry, der spiller Mike som 37 årig, slet ikke ligner hinanden af hverken statur eller kropsholdning, er åbenbart heller ikke noget man skal tænke nærmere over. Men måske er det også omsonst, at lede efter logik i en film om en mand der pludselig bliver 20 år yngre? Ja, selvfølgelig er det det. 17 Again fungerer fint ud fra de præmisser den selv sætter op i historien om at prøve at gøre sit eget liv bedre igen, og Mikes kamp er både morsom og charmerende at være vidne til.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home