31 December 2007

Filmåret 2007 - Top 10 m.m.

Endnu et filmår er overstået, og snart kan et nyt begynde. Men før det sker, er det som sædvanlig tid til at gøre status over året der er gået. Jeg har set 101 af de omkring 230 film der kom op i de danske biografer i løbet af 2007, og jeg føler, at jeg har været godt igennem året. Jeg ved hvad jeg kan lide, så selvfølgelig er der noget der bliver fravalgt, for selvom jeg gerne vil se alt, så kan det selvfølgelig ikke lade sig gøre! Der er da også enkelte film som jeg er ked af at have misset, og af film som jeg har store forventninger til, men som jeg ikke har fået set endnu, er denne håndfuld mest iøjenfaldende: 4 måneder, 3 uger & 2 dage, Dykkerklokken og sommerfuglen, Gone Baby Gone, I'm Not There og Michael Clayton. Kan de alle fem komme i betragtning til denne liste? Jeg ved det ikke. Det vil tiden vise når jeg får dem set på DVD.

Det mest bemærkelsesværdige for mig i år 2007 var, at jeg ikke gav én eneste topkarakter! Det er aldrig sket før! Nr. 1 og 2 på min liste kunne komme i betragtning til en topkarakter, hvis jeg ikke måtte give halve stjerner. Men realistisk set, så er det faktisk nok kun nr. 1 på listen jeg ville kunne give fuldt hus ved et gensyn. Men ok, jeg plejer kun at ligge på en eller to topkarakterer pr. år, så at der måske ikke var nogen i år, behøver jeg nok ikke tage som et udtryk for at jeg er blevet mere mavesur og kynisk...

Kynismen breder sig dog når talen falder på dansk film. For tredje år i træk synes jeg vi har haft et sløjt år for dansk film. Bevares, der var da enkelte interessante danske film, men noget rigtig godt kom der efter min mening ikke.

Men ikke mere snak. Et nyt år begynder snart, så lad os komme til sagen. Først 10 boblere, som lige netop ikke klarede at komme ind i årets top 10, og derefter min top 10 for filmåret 2007 i de danske biografer:

-Boblere (alfabetisk orden):
2:37, Apocalypto, Death Proof, Fortryllet, Half Nelson, Hollywoodland, Inland Empire, Knocked Up, Letters from Iwo Jima, Little Children

-Biografåret 2007 - Top 10:

10. Notes on a Scandal

Elegant engelsk film med Judi Dench og Cate Blanchett i topform i hovedrollerne. Dench som den gamle støvede skolelærer Barbara, og Blanchett som Sheba, den unge lærer og håbefulde idealist på samme skole. En begivenhed bringer dem tæt sammen, men da Barbaras begær går over i besættelse, eskalerer tingene. Judi Dench er fantastisk i rollen som Barbara, og hun fik helt fortjent en Oscarnominering for dette der efter min mening er hendes bedste præstation til dato.


9. Shortbus

Fem år skulle der gå fra instruktør John Cameron Mitchell vandt den prestigefyldte "New Generation Award" fra filmkritikerne i Los Angeles for sin debutfilm Hedwig and the Angry Inch, til hans næste film kom. Shortbus fortæller om menneskeskæbner i New York, og det paradoks, at så mange er ensomme og har svært ved at finde sig selv i en af verdens største og mest multikulturelle storbyer. John Cameron Mitchell beviser med Shortbus, at han er en af de mest kompromisløse og originale amerikanske filmskabere i dag.


8. Zodiac

Der skulle ligeledes gå fem år mellem David Finchers to seneste film. Han følger op på Panic Room fra 2002 med Zodiac, en meget stemningsmættet film om efterforskningen af virkelighedens "Zodiac-morder" i San Francisco i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 70'erne. Filmen byder på fine præstationer fra Jake Gyllenhaal, Mark Ruffalo og Robert Downey Jr., og Fincher viser endnu engang hvilken fornem sans han har for at skabe nogle flotte og stemningsfulde billeder i sine film.


7. The Bourne Ultimatum

Matt Damon vendte i år tilbage for tredje gang som Jason Bourne. De tre Bourne-film repræsenterer hver for sig noget af det bedste action-genren har budt på i de senere år, og med Paul Greengrass i instruktørstolen på 2. og 3. del, fik serien en barsk og krads realisme. The Bourne Ultimatum lægger sig perfekt i slipstrømmen på de to første film i serien, og den er årets klart bedste actionfilm.


6. Eastern Promises

Igen en meget flot og seværdig film fra instruktør David Cronenberg, og igen med Viggo Mortensen som frontfigur. Mortensen er Nikolai, ansat hos et familieoverhoved i Vory v Zakone, den brutale russiske mafia. Jeg kan godt lide den mere traditionelle vej Cronenberg er gået med sine to seneste film, og Cronenberg og Mortensen fortsætter her det samarbejde de satte i gang med A History of Violence fra 2005. Det har været godt for dem begge.


5. Ratatouille

Endnu en animationsperle fra Pixar-studiet. Denne gang en historie om Remy som drømmer om at komme til Paris og blive kok på en fornem restaurant. Men der er lige ét enkelt lillebitte problem - Remy er en rotte..! Ratatouille er en næsten fejlfri film som er fyldt med opfindsomme påfund, og Peter O'Toole lægger stemme til en af årets bedste karakterer på film - Madanmelderen Anton Ego. I sandhed en film-gastronomisk smagsoplevelse af de store!


4. Pans labyrint

Flot og uhyggelig film fra Guillermo del Toro, om pigen Ofelias oplevelser med sin svage gravide mor og hendes nye mand, den sadistiske kaptajn Vidal. Den spanske borgerkrig er slut, men oprørere kæmper stadigvæk mod det fascistiske styre, og midt i dette finder Ofelia vejen til et magisk og farligt underjordisk land, der måske rummer nøglen til hendes skæbne. Pans labyrint er en unik og usædvanlig eventyrfilm, der bestemt ikke er for de mindste.


3. Dreamgirls

Fremragende musical som næsten ikke giver en lov til at få pusten mellem de mange stort opsatte musiknumre, hvor især Eddie Murphy, Beyoncé Knowles og Jennifer Hudson simpelthen giver den på alle tangenter. Dreamgirls er fuld af power og fanden-i-voldskhed, og det er en film som hele vejen igennem byder på meget fornemt filmhåndværk, flotte musiknumre, fremragende præstationer fra de medvirkende, og bare er fyldt til randen med ufiltreret soul.


2. Children of Men

Året er 2027. Menneskeheden har ikke kunne forplante sig i snart to årtier, og hele verden er ved at bukke under. Den mexicanske instruktør Alfonso Cuarón har lavet en fantastisk flot film, der tegner et uhyggeligt billede af en verden der virker bekendt, men som nærmer sig undergangen med hurtige og ubarmhjertige skridt. Children of Men er et skræmmende billede at menneskehedens sidste krampetrækninger. En historie om hvor vigtigt det er at huske medmenneskeligheden, selv når civilsationen er ved at bryde sammen. En af årets bedste og mest bemærkelsesværdige filmoplevelser.


1. Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford

I 1881 var den 34 årige Jesse James en superstjerne. Han havde på det tidspunkt levet et liv på kant med loven i mere end 10 år. Jesse James var frygtet og hadet - og elsket og romantiseret på samme tid. Der blev skrevet tegneserier og bøger om ham og hans bande. Som en slange sniger Robert Ford sig ind på livet af Jesse. Helt ind i det private hjem, hvor Jesse James skal møde sit endeligt, og hvorefter Robert Ford for evigt vil blive kendt som "Manden der skød Jesse James".

Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford er en af de flotteste og mest poetiske film i år. Brad Pitt som Jesse James og Casey Affleck som Robert Ford troner over alle andre oppe på lærredet. De spiller begge deres roller med stor ro og troværdighed, og filmens rolige og afdæmpede fortællerstemme er næsten med til at hypnotisere os ind i det nærmest insisterende langsomme tempo, hvorefter man pludselig bliver revet ud af døsen, og smidt ind i den brutale virkelighed filmen fortæller om. Der er flere scener i filmen, der vil forfølge en lang tid efter man er gået ud af biografen. Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford er film når det er allerbedst og mest udfordrende.

Hele min anmeldelse af Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford kan læses her.

- - - - -

Årets bedste skuespiller:
Forest Whitaker - The Last King of Scotland

Årets bedste skuespillerinde:
Judi Dench - Notes on a Scandal

Årets bedste instruktør:
Andrew Dominik - Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford

Årets bedste manuskript:
Guillermo del Toro - Pans labyrint

Årets bedste danske film:
Hvid nat, instrueret af Jannik Johansen.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home