17 February 2008

7 dage til Oscar - Bedste manuskript

I dag er der kun en uge til årets Oscaruddeling, og det bliver hele den kommende uge markeret her på Filmhjørnet med en nedtælling, hvor jeg hver dag vil give mit bud på hvordan en de otte store kategorier ser ud, og hvem der har størst mulighed for at vinde. Næste lørdag sluttes det hele af med mit bud på vinderen af bedste film, og mit bud på vinderne i alle 24 kategorier (alle årets nomineringer kan ses på http://www.oscar.com/).

Jeg gennemgår 2 kategorier på én gang her på dagen hvor der er 7 dage tilbage. Bedste originale manuskript og bedste manuskript baseret på andet materiale:


-Bedste originale manuskript:

De nominerede er:

Brad Bird, Jan Pinkava, Jim Capobianco - Ratatouille
Diablo Cody - Juno
Tony Gilroy - Michael Clayton
Tamara Jenkins - The Savages
Nancy Oliver - Lars and the Real Girl

Det interessante i år i denne kategori er, at hele tre af de fem nominerede film er skrevet er kvinder. Det er en sjældenhed. De to kvinder der dog må nøjes med æren af at være nomineret, er Nancy Oliver og Tamara Jenkins. Oliver vandt prisen for bedste manuskript fra National Board of Review, mens Tamara Jenkins fik manuskriptprisen fra filmkritikerne i Los Angeles og kritikersammenslutningen National Society of Film Critics. Begge var også nomineret til en Writers Guild Award.

Brad Birds Ratatouille har hele 5 Oscarnomineringer i år, men Bird og den lille rotte må gå efter sejren andre steder. Bedste animationsfilm er (næsten) 100% sikker!

De to favoritter i denne kategori er Tony Gilroy og Diablo Cody. Tony Gilroy har før stået bag manuskripterne til de tre film om Jason Bourne, og han får med Michael Clayton sin instruktionsdebut.

Diablo Cody er årets Askepot-historie. Hun er tidligere stripper, skrev en bog som blev en stor succes, og derefter et filmmanuskript som blev til en endnu større succes. Juno er faktisk den film af de fem nominerede til bedste film, som har indtjent flest penge, og Diablo Cody har vundet den ene store pris efter den anden for sit manuskript. Bl.a. Writers Guild og Bafta + en stor stak større og mindre kritikerpriser, mens Gilroy ikke har vundet noget!

Så Diablo Cody er den store favorit. Men når jeg ikke helt tør udelukke Tony Gilroy, så er det fordi der helt klart er en meget stor opbakning til Michael Clayton. Den har 7 nomineringer i alt, og der er ingen tvivl om, at filmens manuskript vil få mange stemmer fra de medlemmer i akademiet, som synes, at Juno er lige ung og smart nok.

Hvem vinder? Diablo Cody - Juno


-Bedste manuskript baseret på andet materiale:

De nominerede er:

Paul Thomas Anderson - There Will Be Blood, baseret på romanen Oil! af Upton Sinclair.
Ethan Coen & Joel Coen - No Country for Old Men, baseret på romanen No Country for Old Men af Cormac McCarthy.
Christopher Hampton - Atonement, baseret på romanen Atonement af Ian McEwan.
Ronald Harwood - Dykkerklokken og sommerfuglen, baseret på biografien Le Scaphandre et le Papillon af Jean-Dominique Bauby.
Sarah Polley - Away From Her, baseret på novellen The Bear Came Over the Mountain af Alice Munro.

De store favoritter i denne kategori er Coen-brødrene Joel & Ethan. De har bl.a. vundet Golden Globe og Writers Guild, og priser fra National Board of Review og filmkritikerne i New York for deres bearbejdelse af Cormac McCarthys mesterlige roman No Country for Old Men.

Sarah Polley er nomineret for manuskriptet til sin debutfilm som instruktør, og det var en lidt overraskende, men meget fortjent nominering. Christopher Hampton er nomineret for sit manuskript til Atonement, baseret på romanen af samme navn. Hampton vandt en Oscar i 1989 for Farlige forbindelser, men denne gang må han nok nøjes med nomineringen.

De to der måske kan true Coen-brødrene er Paul Thomas Anderson og Ronald Harwood. Andersons There Will Be Blood er nomineret til 8 Oscars, og Anderson er selv nomineret til de tre af dem. Hvis akademiet vil give Anderson er statue, så er det nok mest realistisk, at det bliver i denne kategori.

Sydafrikanskfødte Ronald Harwood vandt for fem år siden en Oscar for sit manuskript til Roman Polanskis Pianisten, og han har i år fået sin tredje Oscarnominering. Harwood vandt fornylig den engelske Bafta, så endnu en Oscar til ham kan ikke helt udelukkes. Men Coen-brødrene er og bliver de helt store favoritter.

Hvem vinder? Joel Coen & Ethan Coen - No Country for Old Men


I morgen ser jeg nærmere på en spændende og meget åben kategori: Bedste kvindelige birolle.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home