Biografanmeldelse: Flugten

Flugten

instruktion: Kathrine Windfeld.
med bl.a.: Iben Hjejle, Lars Mikkelsen, Faigh Zamani, Henrik Prip, Sonja Richter.






En god gedigen politisk spændingsfilm er ikke sådan at kimse ad. Søren Kragh-Jacobsen prøvede sidste år med Det som ingen ved, og nu er spillefilmsdebutanten Kathrine Windfeld klar med filmatiseringen af Politiken-journalist Olav Hergels roman Flygtningen fra 2006. Windfeld er dog ikke helt grøn i faget, da hun før har siddet i instruktørstolen på bl.a. de svenske mini-serier Kronprinsessen og Kongemordet, begge baseret på Hanne-Vibeke Holsts romaner. Kathrine Windfeld viser med Flugten, som bogens titel Flygtningen på underlig vis er blevet til, at hun har godt styr på den tekniske del af det at lave film, men desværre bliver filmen for enøjet i sin problematik til at blive en rigtig vellykket spændingsfilm.

Rikke Lyngvig er journalist på opgave i Afghanistan, da hun bliver bortført af en Taleban-gruppe. Deres krav er, at den danske regering skal trække sine styrker ud af Afghanistan. De har ti dage inden Rikke bliver slået ihjel, og hver dag vil de tage en af hendes fingre! Den unge Nazir, som er nevø til en af lederne i gruppen, hjælper dog Rikke med at flygte, men hun skal love ham, at hun ikke må fortælle noget om, at han hjalp hende. Hvis de andre finder ud af det, vil de uden tvivl slå ham ihjel.

Hjemme i Danmark skriver Rikke en bog om sine oplevelser, en bog som vel at mærke ikke fortæller sandheden, og da Nazir ankommer til Danmark som flygtning, skaber det problemer, for hvis det kommer ud, at Rikke har løjet overfor pressen, er hun færdig som troværdig journalist. Også selvom hun i bund og grund gjorde det rigtige ved at lyve om at Nazir hjalp hende. Nu er det Nazir der har brug for Rikkes hjælp, så han ikke bliver sendt tilbage til dem han flygtede fra. Men hun kan kun hjælpe hvis hun samtidig afslører sig selv, for i offentlighedens øjne er Nazir en illegal flygtning og terrorist.

(copyright: Sandrew Metronome)

Iben Hjejle er ganske effektiv i rollen som Rikke. Man tror på hende både som kuet fange hos Taleban og som journalist med markante meninger i Danmark, men alligevel mister man hurtigt interessen for Rikke efter hun er kommet hjem til Danmark igen. Filmen famler lidt for meget efter hvor den vil fokusere sin historie, og en kærlighedsaffære mellem Rikke og den tidligere bekendte og nu gifte Thomas (en ellers god Lars Mikkelsen), er aldeles ligegyldig, og det smerter at se en så god skuespiller som Sonja Richter blive spildt i tre-fire ubrugelige scener i rollen som Thomas' kone.

Filmens stærkeste kort er så klart scenerne i Afghanistan og portrættet af Nazir, og hans historie er også det mest interessante når vi ankommer til vore hjemlige himmelstrøg. Debuterende Faigh Zamani, som selv er flygtning fra Afghanistan, er virkelig god i rollen som Nazir, og især i de små stille scener hvor han prøver at observere tingene omkring ham i dette nye land, viser Zamani sit potentiale.

Flugten har især i den første fjerdedel nogle rigtig gode øjeblikke, men filmen opfordrer ikke en til at tænke selv, men fortæller seeren hvordan tingene er. Det politiske aspekt i filmen er klodset udført, og vi bliver budt på en integrationsminister som er den værste karikatur på en dansk borgerlig politiker siden Poul Bundgaards Kaj "Fars gris" Buhmann i Erik Ballings Midt om natten for 25 år siden. Forskellen er bare, at det der var gjort med et glimt i øjet, mens det i Flugten ser ud som om det er ment i fuld alvor.

En stor del af filmens tematik bliver simpelthen for påtrængende til at blive en film man rigtig tager med sig, og det er især set i forhold til historien om Nazir en skam, for deri ligger en historie fyldt med smerte og håb, som fortjener meget mere, end at blive brugt som en brik i en overfladisk kritik af danske politiske forhold anno 2008/09.