Biografanmeldelse: The Spirit

The Spirit

instruktion: Frank Miller.
med bl.a.: Gabriel Macht, Eva Mendes, Samuel L. Jackson, Scarlett Johansson.






Tegneserieforfatteren Frank Miller fik i 2005 sin instruktørdebut, da han lavede Sin City sammen med instruktøren Robert Rodriguez. Filmen var baseret på en af Millers egne historier, men han har nu med The Spirit kastet sig over en kollegas skriverier, og denne gang sidder han alene i instruktørstolen. For at sige det mildt, så er han ikke sluppet godt fra det, men om skylden ligger hos den tilgang han har haft til originalmaterialet, eller evnerne som filminstruktør, skal være usagt.

The Spirit har ikke mange forsonende kvaliteter. Skuespillet er middelmådigt og kedeligt, og eneste lyspunkter er Eva Mendes som femme fatale-figuren Sand Saref og Samuel L. Jackson, som spiller rollen som skurken Octopus med præcis det glimt i øjet, som de andre skuespillere febrilsk leder efter.

Vi befinder os i storbyen Central City, hvor politibetjenten Denny Colt blev slået ihjel, men genopstod og nu bekæmper forbrydere under dæknavnet The Spirit. Byens politikommisær er den eneste der kender sandheden om The Spirit, men skurken kendt som Octopus er på sporet af et eller andet. Han har en djævelsk plan der involverer The Spirit og barndomsveninden fra da han var Denny Colt, Sand Saref, som nu, efter mange års fravær, er vendt tilbage til Central City.

(copyright: Lionsgate/Sony Pictures)

Filmen balancerer humor og alvor på en tvivlsom måde, og når humorkortet bliver spillet, virker humoren anstrengende og øretæveindbydende, mens filmen andre steder er ufrivillig morsom. Bl.a. bliver en meget stor del af replikkerne leveret med en højtidelighed, som de overhovedet ikke kan bære, da man uden overvejelser om sammenhængen i det næste sekund går over i et eller andet ligegyldigt forsøg på et humoristisk indslag, som mere hører hjemme i en slap-stick komedie.

I en tid hvor en film som The Dark Knight netop er blevet rost så meget for at bringe realisme ind i tegneserie-filmatiseringerne, så går The Spirit den helt anden vej, og er i sin æstetik meget insisterende på, at holde stilen fra tegneserie-universet. Det er selvfølgelig en smagssag hvad man synes om det, men filmens problem er, at den ikke formår at bidrage med noget som helst nyt, og den virker i sin stil flere steder som en gentagelse af Sin City. Fans af stilen i Will Eisners originale tegneserie vil nok blive skuffet over de valg Miller har truffet, og andre vil stå uforstående overfor alt for mange indforståede hentydninger til det originale værk, som ikke bliver nærmere forklaret.

Man ved at der er ugler i mosen, når man allerede efter en halv time af en film begynder at sidde og kigge på sit ur, og da rulleteksterne endelig begyndte, kunne jeg blot konstatere, at den resterende time og en sjat med sit indhold af en skizofren blanding af tone, og en kold filmisk stil der allerede er blevet brugt bedre, ikke kunne redde meget.

The Spirit lever kun op engang imellem takket være noget stemningsfyldt underlægningsmusik, og i et par flashback-sekvenser med Colt og Saref som teenagere, men den prøver at være alt for meget på én gang, og ender derfor med at blive ingenting.