10 January 2009

Nyt i biografen - uge 2

Årets første danske film blev sluppet løs i denne uge. Det drejer sig om dramaet Flugten, der er Kathrine Windfelds spillefilmsdebut. Windfeld har før arbejdet på TV, og har bl.a. instrueret de svenske Hanne-Vibeke Holst-miniserier Kronprinsessen og Kongemordet, foruden et par afsnit af DR-serien Sommer. Flugten fortæller historien om en dansk journalist, der bliver taget til fange af terrorister i Afghanistan, og de følger det har for hendes liv da hun undslipper og kommer hjem igen. Filmen har Iben Hjejle og Lars Mikkelsen i hovedrollerne.

To vidt forskellige amerikanske film bliver det også til. Ungdomsfilmen Nick and Norah's Infinite Playlist har høstet mange roser, og Ed Harris står bag western-filmen Appaloosa, der har Harris selv, Viggo Mortensen, Renée Zellweger og Jeremy Irons på rollelisten.

Ugens sidste film er også dansk, men er dog en dokumentarfilm. Anders Østergaards Burma VJ har vundet flere priser på dokumentarfestivaler rundt omkring, og filmen kommer nu op i Grand Teatret i København og Biffen i Aalborg.

Anmeldelser af ugens nye film kan læses på bl.a. CinemaZone.dk.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home