Biografanmeldelse: Milk

Milk

instruktion: Gus Van Sant.
med bl.a.: Sean Penn, Josh Brolin, James Franco, Emile Hirsch, Diego Luna.






Næsten hele USA jublede i starten af november sidste år, da Barack Obama vandt det amerikanske præsidentvalg. At landet for første gang havde fået en afro-amerikansk præsident, var et tegn på, at tiderne med diskrimination havde ændret sig. Og det var da også til dels rigtigt, men samme dag blev diskriminationen af en anden gruppe mennesker intensiveret. Det var bare ikke rigtig noget der fik mediernes opmærksomhed midt i euforien.

De californiske vælgere skulle samtidig med præsidentvalget stemme om homoseksuelles rettigheder til ægteskab, og den såkaldte "Proposition 8", som indskrænker netop de rettigheder, blev vedtaget samme dag som Obama fik sin historiske sejr. Set i det lys kommer en film som Milk på det rette tidspunkt. Filmen fortæller historien om politikeren og borgerrettighedsforkæmperen Harvey Milk, som var den første folkevalgte politiker der var åben omkring sin homoseksualitet - og betalte for det med sit liv.

Vi er i San Francisco i begyndelsen af 1970'erne. Harvey Milk og hans unge kæreste Scott er netop flyttet til byen. Inspireret af den kamp der foregår for homoseksuelles rettigheder, beslutter Milk sig for at stille op til byrådsvalget, og efter flere forsøg lykkes det for ham at blive valgt. Det sker netop som et lovforslag vil gøre det ulovligt for homoseksuelle at være skolelærere, så Milk får sin sag for med det samme. I byrådsmedlemmet Dan White finder Milk i første omgang en mulig allieret til sine mærkesager, men det viser sig hurtigt, at White er en tidsindstillet bombe, som truer med at gå af, hvis tingene ikke går hans vej...

(copyright: Focus Features/SF Film)

Sean Penn er en skuespillermæssig naturkraft i sin præstation som Harvey Milk. Hans portræt af den energiske politiker står som en af de mest fremragende skuespilspræstationer filmåret 2008 bød på, og det er fuldt fortjent, at han er en af favoritterne til at vinde en Oscar. I givet fald vil det være Penns anden Oscar, og præstationen i Milk er endnu bedre end det han viste i Clint Eastwoods Mystic River, som han vandt en Oscar for i 2004.

Skuespillet i Milk er i det hele taget virkelig i top over hele linien, og ligeledes Oscar-nominerede Josh Brolin spiller rollen som Dan White med stor ro og overblik. I rollen som Scott ses James Franco, og han er mindst ligeså fremragende. Forholdet mellem Harvey og Scott er en af filmens fortællermæssigt mest interessante dele, og Penn og Francos dedikation til deres roller, er med til at få tilskueren til at være interesseret i forholdet og det tætte bånd de to får knyttet.

Milk er en typisk biografisk film, hvor der er lagt et stort arbejde i at portrættere et virkeligt menneske. Manuskriptforfatter Dustin Lance Black har skabt et meget vidtfavnende manuskript, og det er al ære værd, for man kan tydeligt mærke, at han har noget på hjertet. Men det er også næsten for omfattende. Der er skiftevis fokus på Milks politiske liv og hans problematiske kærlighedsforhold, og det er en af filmens få svagheder, at den skifter så meget fokus, for det gør, at det ene bliver lidt forsømt, og især synes jeg, at det førnævnte forhold mellem Scott og Harvey mangler noget opmærksomhed.

Instruktør Gus Van Sant formår heldigvis med sin tilgang til materialet, at tilføre filmen så meget, at den i den grad vinder på hans enorme opmærksomhed på folks holdninger i Harvey Milks tid. Milk er ikke bare en biografisk film, det er ligeså meget et dokudrama, og Van Sant krydrer sin film med rigtige optagelser fra San Francisco i 70'erne. Van Sant fokuserer ikke kun på en karismatisk mand, men der ligger også en dyster sky over filmen, fremkaldt af den skæbne der gik denne mand i møde, og sjældent har man set en så smuk slutning på en tragisk hændelse. Et bevis på, at Milk er meget mere, end en historie om kun én mands håb.