Biografanmeldelse: Funny People

Funny People

instruktion: Judd Apatow.
med bl.a.: Adam Sandler, Seth Rogen, Jason Schwartzman, Jonah Hill, Leslie Mann, Eric Bana.






Der har været masser af succes i de sidste ti år for instruktør og manuskriptforfatter Judd Apatow. Efter at have arbejdet på forskellige Tv-shows brød han for alvor igennem som med-skaber af Tv-serien Freaks and Geeks, der efter min mening er den vel nok bedste og mest ægte ungdomsserie den lille firkantede skærm har set. Serien fik en meget dedikeret fanskare, men blev af forskellige årsager taget af programfladen efter kun 18 afsnit.

Instruktørdebuten på film kom for Apatow i 2005 med hittet The 40-Year-Old Virgin, og et par år senere tjente hans næste film Knocked Up endnu flere penge. Med Funny People har Apatow fået det helt store budget at gøre godt med i sin fortælling om komiker- og stand-up miljøet i Los Angeles, men ironisk nok er det blevet den første af hans film der ikke rigtig har fået fat i publikum.

George Simmons er en populær og succesfuld stand-up komiker og filmskuespiller. Han lever det søde liv med penge og smukke kvinder, men en dag får han en besked fra sin læge. Simmons er alvorlig syg med en form for leukæmi, og fremtiden for ham er meget uvis. Sygdommen kan være dødelig, og han bliver langsomt tappet for kræfter af den medicin han skal til at tage. Han hyrer derfor den unge håbefulde stand-up'er Ira Wright som sin assistent. Ira skal bl.a. hjælpe med at skrive materiale til George, og de to får et specielt venskab, mens George begynder at tage sit liv med alt for mange fejltagelser op til overvejelse.

(copyright: Universal Pictures/UIP)

Det er en helt speciel og reflekterende komedieform Funny People lægger ud med. Det kan lyde meget klichéfyldt med en mand der pludselig ser sit liv i et andet lys fordi han bliver syg, men filmen bliver i sig selv ikke en kliché, for den er så klog, at den ikke har som mål at lade tårerne stømme ud efter endnu en egoistisk mand har fundet det ægte i livet.

Judd Apatow har selv en fortid i stand-up miljøet, og det kan ses på filmen der tegner et meget ubesværet portræt af denne form for live-komik, som kræver meget af den der optræder. Adam Sandler giver en af karrierens bedste præstationer som George Simmons, der nærmest kan ses som et alter-ego for Sandler selv og den form for komik der har gjort ham berømt, og som Ira er Seth Rogen som sædvanlig i hopla i en type rolle som han har udført rigtig godt, rigtig mange gange. Desuden byder filmen på en næsten uendelig perlerække af komikere der dukker op i cameo-roller som sig selv.

Funny People har dog bare ét altafgørende problem, og det er, at den simpelthen er alt, alt for lang. Der er nok stof til to film, og det går desværre meget ud over helhedsindtrykket. Især filmens første time er ganske enkelt fremragende, og efter halvanden time er vi kommet så meget rundt omkring disse personer, at man godt kunne have afrundet historien.

Men det gør Apatow ikke. Istedet får vi næsten en hel time ekstra med en selvstændig historie om Georges forsøg på at vinde sin eks-kæreste tilbage, og i denne sidste del mister filmen al den underliggende melankoli, som den på så fornem vis har lagt for dagen op til da. Denne nye drejning på historien er aldeles ordinær, og hvis jeg skal være hård, så vil jeg gå så langt som til at sige, at det er det mest uinteressante og ligegyldige Apatow har skrevet. Det er en skam, for han har med dele af Funny People lavet det bedste han endnu har opnået som filminstruktør, og derfor er det endnu mere ærgeligt, at han er lige ved at tabe det hele på gulvet og leverer Funny People som en alt for ujævn film, der kun lige redder sig op på en karakter over middel på grund af den første meget vellykkede del.