Biografanmeldelse: Op

Op

instruktion: Pete Docter & Bob Peterson.
med stemmer af bl.a.: Edward Asner, Christopher Plummer, Jordan Nagai.
med danske stemmer af bl.a.: Henning Palner, Kasper Kesje, Holger Perfort, Robert Hansen.




Det er svært at forestille sig hvad animationsgenren ville være uden Pixar. Lige siden selskabets første spillefilm, Toy Story fra 1995, har de henrykket både børn og voksne over hele verden. Og det er ikke kun de fantasifulde historier eller den flotte og opfindsomme animation der gør filmene til noget specielt. Det indeholder mange andre film i genren også, men det er deres helt særlige talent for at skabe noget fortællermæssigt unikt, som på to helt forskellige plan appellerer til både børn og voksne. Deres nyeste film Op, er ingen undtagelse.

Da han som barn så den berømte opdagelsesrejsende Charles Muntz i ugerevyen i biografen, blev Carl Frederiksen bidt af en gal eventyrer. Han møder pigen Ellie, som er ligeså vild med eventyrhistorierne om Muntz i Sydamerika, og Carl og Ellie forelsker sig og bliver gift, men livets almindeligheder og genstridigheder kommer i vejen for de store planer de havde som børn. Så årene går, og da alderdommen indhenter dem mister Carl sin elskede Ellie.

Carl sidder nu alene tilbage i deres hus, som de lokale myndigheder gerne vil have fat i så grunden kan indlemmes i al det moderne nybyggeri der foregår lige udenfor Carls hoveddør. Carl vil gerne bare være i fred, men efter et sammenstød med en bygningsarbejder, har han udsigt til at blive tvunget på plejehjem. Det vil han alligevel ikke finde sig i, og med hjælp fra tusinde af farvestrålende balloner løfter han huset op fra jorden, og sætter kurs mod Sydamerika og det eventyr som han og Ellie så gerne ville have oplevet. Der er bare lige et enkelt problem. Da huset steg til vejrs, stod der en lille spejderdreng ude på verandaen...

(copyright: Walt Disney Pictures/Pixar)

I de første 10-15 minutter af Op bliver vi budt på en så smuk historie, at den sagtens kunne stå for sig selv som en enestående kortfilm. Det er om at forelske sig, om at leve livet sammen og om at miste og være alene tilbage, og for den voksne del af publikum, er det måske det mest tilfredsstillende Pixar nogensinde har lavet. Carl og Ellies liv sammen bliver fortalt med billeder kun tilsat musik, og det er en overbevisende og næsten uhørt rørende menneskelig symfoni.

Men Op er selvfølgelig først og fremmest en film for børn, og en af de få ting der forhindrer Op i at få fuldt hus på karakterskalaen er, at den desværre ikke er helt fri for det element som mange animationsfilm har, og som ofte gør, at vi voksne kommer til at sidde og kede os lidt. For børnene skal der være gang i den, og filmens sidste tredjedel byder på de obligatoriske og ganske ligegyldige actionscener, mens komikken med talende hunde og deres fokusering på egern og tennisbolde også hurtigt bliver lidt for ensformigt. Heldigvis bliver det dog aldrig så larmende og fjollet som man ellers ofte ser, og objektivt set passer det fint nok ind i filmens historie og univers.

Overordnet set er Op en dybt tilfredsstillende film. Den er sjov og spændende for de mindste, og den taler intelligent til det ældre pulbikum med sin unikke tilgang til historien om Carl Frederiksen og det tætte venskab han får opbygget til den ivrige spejderdreng Robert. Det er svært ikke at knibe en tåre, når Carl opdager præcis hvor lykkelig hans kære Ellie havde været sammen med ham, og her går det op for ham, at det største eventyr ofte er livet i sig selv. Op er et eventyr i sin reneste form. Som en god godnathistorie en livsklog bedstefar fortæller til sit barnebarn der sidder og lytter med store øjne, og den indeholder sublime øjeblikke der blander humor og humanisme som kun Pixar-folkene kan gøre det.