Biografanmeldelse: Inglourious Basterds

Inglourious Basterds

instruktion: Quentin Tarantino.
med bl.a.: Brad Pitt, Christoph Waltz, Mélanie Laurent, Eli Roth, Diane Kruger, Michael Fassbender, Daniel Brühl, Til Schweiger, B.J. Novak.




Lige siden han i 1992 som 28 årig tog Sundance Film Festival med storm med debutfilmen Reservoir Dogs, og to år senere vandt Guldpalmen i Cannes med Pulp Fiction, har den ene instruktørspire efter den anden prøvet at overgå stilen som den selvlærte Quentin Tarantino, der gik i sin helt egen filmskole ved at arbejde i en videobiks i de glade 80'ere, har lagt for dagen. Men en efter en har de fejlet, og med Tarantinos nyeste filmepos, der fortæller en lige så skamløs historie, som den er skamløst voldelig og underholdende, er Tarantino endnu engang kommet tilbage for at bevise, at der kun findes én som ham.

Inglourious Basterds foregår under 2. Verdenskrig, hvor vi i Frankrig møder en gruppe amerikansk/jødiske soldater, anført af løjtnant Aldo Raine. De har valgt at gå deres egne veje, med målet om at dræbe så mange nazister som muligt, og inspireret af Raines indianerblod, skalpere dem bagefter! Samtidig er Hans Landa på farten. "Jøde-jægeren" er han kendt som. Nogle år tidligere besøgte han i sin jagt et lille bondehus, hvor han og hans mænd mejede en jødisk familie ned. Datteren Shosanna formåede dog at flygte, og nu driver hun, under falsk identitet, en biograf i Paris. Da Goebbels propagandaministerium beslutter at holde premieren på en ny film om en ægte tysk krigshelt i hendes biograf, begynder hun at planlægge den ultimative hævn over Landa og hele det tredje rige, og Aldo Raine og hans mænd ser også filmpremieren som en gylden mulighed for at få skovlen under så mange nazister som muligt.

(copyright: The Weinstein Company/UIP)

Når man går ind til en film som Inglourious Basterds, så skal man have med i tankerne, at Tarantinos film ikke nødvendigvis foregår i den virkelige verden som vi kender den. Det bliver klart fra begyndelsen, da ordene; "Der var engang... i det nazi-besatte Frankrig" toner frem på skærmen, at dette ikke er som andre 2. Verdenskrigsfilm. Eventyr er måske så meget sagt, men det er en film-verden, hvor alting er karikeret, og netop derfor bliver det voldelige og groteske i filmen mere spiseligt. Det er markant i Tarantinos bagkatalog, men Inglourious Basterds er på mange måder alligevel den af hans film hvor det er allermest tydeligt, at Tarantino ser verden gennem et filmkamera, og det smitter af på personerne i filmen, som bl.a. en af de britiske soldater der er filmanmelder i det civile liv og ekspert i tysk ekspressionisme.

Skuespillet i Inglourious Basterds er fremragende, af og til på kanten af overspil, og Brad Pitt ser ud til at more sig gevaldigt i rollen som bastardernes leder, men på trods af filmens titel (begge ord er i øvrigt bevidst stavet forkert, men Tarantino har ikke givet en endegyldig forklaring på dette), så er "The Basterds" faktisk kun en lille del af filmen, og hvis vi skal lede efter de egentlige hovedkarakterer, så er det Hans Landa og Shosanna og deres historie som både begynder og afrunder filmen. Og det er ganske fint, for det er Christoph Waltz og Mélanie Laurent i de to roller der stjæler billedet. Waltz vandt prisen for bedste skuespiller på årets Cannes Film Festival, og er godt på vej til en Oscar-nominering for sit portæt af denne psykopatiske og sociopatiske nazist, mens Laurent med sit ansigtsudtryk fornemt viser sin figurs ar på sjælen og tørst efter hævn.

(copyright: The Weinstein Company/UIP)

Flere af Tarantinos filmiske kendetegn går igen i Inglourious Basterds, og filmen byder på mange lange dialogscener, hvor det ved første øjekast virker som om personernes samtale ingen vegne fører, men så pludselig kommer pointerne frem i de intense og foruroligende scener. Desværre skærer Tarantino også for ofte tingene ud i pap i løbet af filmen, med bl.a. en fortællerstemme der dukker op et par gange, og han bruger også nogle nærmest ironiske tekster der pludselig står midt i billedet med navnet på forskellige personer i filmen. Så god en historiefortæller og manuskriptforfatter som Tarantino er, burde det slet ikke være nødvendigt at gøre sådan noget, der egentlig virker lidt klodset.

"Dette er muligvis mit mesterværk", siger Aldo Raine efter at have skåret endnu et hagekors ud i panden på endnu en nazist, og man kan ikke undgå at føle, at ordene er Tarantinos helt egne om sin egen film. Det har han dog efter min mening ikke ret i, men hvis han selv mener det, et det muligvis bare én af grundene til at Inglourious Basterds er så fræk, underholdende, og forrygende intens for os andre.