30 December 2009

Nyt i biografen - uge 52 & 53

Vi har her i landet, præcis som i USA, efterhånden fået opbygget en god tradition med at 1. juledag er en stor biografdag, og det var ikke anderledes i år, hvor hele syv film havde premiere. De store premierefilm var Guy Ritchies hårdtslående version af Sherlock Holmes med Robert Downey Jr. og Jude Law i hovedrollerne, komedien Alvin og de frække jordegern 2, og den danske film Oldboys, musiker og skuespiller Nikolaj Steens debut som filminstruktør.

Robin Williams og John Travolta ankom med komedien Old Dogs, og i begrænset premiere i København og Århus kom den spanske Camino, mens den fransk/rumænske Koncerten blev sat på plakaten i København, Århus, Odense og Aalborg.

Julens sidste nye film var Terry Gilliams The Imaginarium of Doctor Parnassus, der byder på Heath Ledgers allersidste præstation. Ledger døde som bekendt i januar 2008, mens optagelserne til denne film stod på, og Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell trådte til, og sammen med Gilliam fik de færdiggjort filmen og scenerne Ledger skulle have indspillet.

To nye film har premiere fredag i uge 53, som samtidig er første dag i år 2010. Den ene er producent Regner Grastens store satsning, genindspilningen af hans danske hit Kærlighed ved første hik, der i amerikansk forklædning nu hedder The First Time. Grasten opgav for nylig, at sende filmen ud i biograferne i USA, da den ifølge filmcensuren derover er lidt for vovet, og den kunne se frem til at være forbudt for børn og unge under 17. Herhjemme er den tilladt for alle..!!! Filmen er iøvrigt instrueret af Barbara Rothenborg. Og ja, det er selveste Nana fra den populære Tv-serie med samme navn fra midt i 80'erne.

Den anden nye film der kommer på årets første dag er Woody Allens nyeste. Mig og Melody er hans spillefilm nr. 39 som instruktør. På 40 år!

Fra uge 1 er der forresten en stor ændring i de danske biografer. Fredag har i en menneskealder været den dag de nye film har haft premiere, men man har valgt, at gøre torsdag til premieredagen fra nu af. Jeg bryder mig ikke om idéen, og er meget spændt på om det kommer til at fungere efter hensigten for biograferne der vil prøve at forlænge weekenden på denne måde. Det vil samtidig kræve velvillighed fra distributørernes side, da filmanmeldelserne i blade, aviser og på internettet nu skal være klar et døgn før, og det vil betyde, at pressevisninger ofte må foregå en eller flere dage tidligere en hidtil.

Besøg CinemaZone.dk for at læse anmeldelser af alle de nye film, eller klik ind på Filmnet.dk, hvor min anmeldelse af Mig og Melody kommer indenfor de nærmeste dage.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home