05 January 2008

Biografanmeldelse: American Gangster

American Gangster

instruktion: Ridley Scott.
med bl.a.: Denzel Washington, Russell Crowe, Josh Brolin, Chiwetel Ejiofor, Lymari Nadal, Ruby Dee, Armand Assante, Cuba Gooding Jr., Ted Levine, Carla Gugino, John Hawkes, John Ortiz.




American Gangster fortæller den virkelige historie om Frank Lucas, der startede som chauffør og højre hånd for gangsteren Bumpy Johnson, og op gennem 1970'erne selv blev kongen af Harlem, takket være sine skrupelløse narkoforretninger, hvor han bl.a. smuglede narko, gemt i de døde Vietnam-soldaters kister, ind i USA. Filmen følger Lucas' storhed og fald, og betjenten Richie Roberts' indædte kamp for at stoppe Lucas.

Denzel Washington spiller Frank Lucas, og han giver en præstation der er overraskende afdæmpet. Man ville måske tro, at der var store armbevægelser i portrættet af denne mand, men Washington yder en fornem præstation med masser af ro på overfladen. Men en ro der hele tiden trues af indre raseri, for selvom Frank Lucas var god til at holde lav profil, hvilket bl.a. var det der gjorde, at han i så lang tid kunne holde sig ude af politiets søgelys, så var han også en koldblodig og skræmmende mand, som godt kunne finde på at skyde først og spørge bagefter. Selvom Denzel Washington er filmens store hovedperson, så er der masser af andre gode skuespilspræstationer i filmen. Russell Crowe gør det godt i rollen som Richie Roberts, Armand Assante er overbevisende som mafiaboss, og Josh Brolin er fantastisk i rollen som korrupt New York betjent. Der er også gode præstationer fra Chiwetel Ejiofor som Franks bror, Ruby Dee som hans mor, og det nye ansigt Lymari Nadal som Franks skønne og skrøbelige puertoricanske kone Eva.

(copyright: Universal/UIP)
Selvom American Gangster varer omkring 2½ time, så virker den på intet tidspunkt for lang. Tværtimod faktisk. Der er så meget indhold i historien, at man sagtens kunne have brugt mere tid på noget af det. F.eks. synes jeg, at Frank Lucas' vej mod toppen går alt for hurtigt, og der er flere karakterer i filmen, som man også kunne have brugt mere tid på. Flere steder går man ikke helt i dybden, og det er eneste lille svaghed ved filmen.

Ridley Scott har instrueret med en meget sikker hånd, og han har skabt et flot tidsbillede af 70'ernes New York. En tid hvor byen var ved at drukne i kriminalitet, som bare blev mere og mere uoverskuelig, fordi over halvdelen af byens politikorps var korrupte. De perfekte omstændigheder for en mand som Frank Lucas, og alle odds imod en hæderlig og ubestikkelig mand som Richie Roberts. Det fører uundgåeligt til konfrontationer af de helt eksplosive.

American Gangster er en fremragende film, som virkelig formår at finde den rette balance mellem intensitet, kynisme og stilfærdig reflektion. Vil American Gangster i årene fremover blive betegnet som en nyklassiker i gangstergenren? Måske. Den har alle muligheder for det, og den fortjener det bestemt også.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home