03 March 2008

DVD-anmeldelse: Rendition - Afsløringen

Rendition - Afsløringen

udgivet d. 26/2-2008 af SF Film.

instruktion: Gavin Hood.
med bl.a.: Jake Gyllenhaal, Reese Witherspoon, Meryl Streep, Alan Arkin, Peter Sarsgaard.




Anwar El-Ibrahimi er egypter, men har boet i USA i 20 år. Han lever et godt liv med et godt betalt job som kemiingeniør, og har en dejlig kone og søn, og endnu et barn på vej. Men da han kommer tilbage til USA efter en rejse til Sydafrika, bliver hans og familiens liv ændret. I lufthavnen bliver han ført ud i et baglokale - han er mistænkt for terrorisme, og bliver ført til et hemmeligt fængsel i udlandet, hvor den unge CIA agent Douglas Freeman skal observere forhøret af ham. Hjemme i USA begynder Anwars kone Isabella, med hjælp fra en gammel skolekammerat, som nu er ansat hos en senator, sin egen søgen efter at få af vide hvad der er sket med hendes mand.

Dette er bare en del af historien i Rendition - Afsløringen, instrueret af den sydafrikanske instruktør Gavin Hood. Selvom der er lidt slinger i valsen undervejs, så beviser han nu med denne film, at der helt sikkert er plads til ham i amerikansk film. Skuespillet i filmen er solidt uden at være prangende. Meryl Streep og Alan Arkin ses som henholdsvis CIA leder og senator, og de to kan efterhånden spille disse roller på rygraden. Jake Gyllenhaal er god i rollen som den unge og urutinerede CIA agent, og Reese Witherspoon er også god som Isabella. Det samme er Peter Sarsgaard som Isabellas gamle ven. Men filmens bedste kort er de ukendte ansigter. Omar Metwally er fremragende som Anwar, og Yigal Naor er frygtindgydende som forhørsleder.

Der er store ambitioner over Rendition, men det går hen og bliver filmens akilleshæl. Vi starter med fire, fem historietråde, som lidt efter lidt vikles ind i hinanden, men der er ikke nok tid til det hele, og det er en skam, at vi til sidst står med en film, hvor det bedste er det der får mindst opmærksomhed. Jeg kan godt lide, at filmen ikke selv prøver at svare på de svære spørgsmål den stiller. Den lader mange spørgsmål stå åbne, men problemet er, at den ikke formår at samle alle trådene, så man sidder tilbage med en underlig følelse af, at man mangler noget. Rendition er en god gedigen og helt sikkert seværdig thriller, der har den fordel, at den ikke prøver at påtvinge en bestemt holdning ned over tilskueren, men den gaber desværre over lidt mere end den kan klare.

DVD'en:
DVD'en byder på nogle flotte, klare billeder, og et fornemt lydspor, og der er også en lille bunke ekstramateriale. Et rigtig godt kommentarspor med instruktør Gavin Hood, som forøvrigt vandt en Oscar for to år siden for bedste ikke-engelsk sprogede film for den stærke Tsotsi, og vi får også lidt slettede scener, et kort making-of program og en dokumentar.

Film: 3½/6 stjerner.
DVD: 4/6 stjerner.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home