20 February 2008

4 dage til Oscar - Bedste kvindelige hovedrolle

-Bedste kvindelige hovedrolle:

De nominerede er:
Cate Blanchett - Elizabeth: The Golden Age
Julie Christie - Away From Her
Marion Cotillard - Spurven
Laura Linney - The Savages
Ellen Page - Juno

I 1999 blev Cate Blanchett Oscarnomineret for sin internationale gennembrudsrolle i Elizabeth, men hun tabte dog til Gwyneth Paltrow. I år er Blanchett nomineret for den samme rolle som den engelske dronning Elizabeth d. 1 i Elizabeth: The Golden Age, opfølgeren til Elizabeth. Blanchett vinder dog heller ikke denne gang for rollen. Mange mener, at det er ufortjent, at hun er nomineret for denne film, som ikke fik en særlig god modtagelse af anmelderne da den havde premiere. Blanchett har igennem hele sæsonen været nomineret til de store priser for rollen, men de priser hun har vundet i år, har været for birollepræstationen i I'm Not There, som hun også er Oscarnomineret for i år.

Laura Linney har med sin nominering for komedien The Savages fået sin tredje Oscarnominering i alt. Der er ingen tvivl om, at mange i branchen godt kunne unde Linney en Oscar, men konkurrencen i denne kategori er nok for hård i år. Og bare det, at Linney er nomineret, må betegnes som lidt af en overraskelse. Der har været masser af snak om hendes præstation i filmen lige siden den havde premiere på Sundance Film Festival i januar 2007, men da prisuddelingssæsonen så begyndte at gå i gang, kunne det ikke blive til andet end et par mindre nomineringer for Linney, så at hun alligevel formåede at få sig en Oscarnominering, er en sejr i sig selv.

Ellen Page fik i 2006 lidt af et gennembrud i filmen Hard Candy, hvor hun spillede den 14 årige Hayley, som begav sig ud på et hævntogt mod en pædofil mand. I 2007 er hendes navn så kommet på alles læber, og hun har været nomineret til alle de store priser for sin hovedrolle i Juno + vundet nogle af de mindre kritikerpriser. Nu 21 årige Ellen Page har den fordel, at hun som den eneste i denne kategori, er med i en film der også er nomineret til bedste film. Dem der virkelig elsker Juno, vil helt sikkert kaste en stemme mod Page, som hvis hun vinder, vil blive den yngste vinder nogensinde af bedste kvindelige hovedrolle.

Men når alt kommer til alt, så ser det ud til, at kampen kommer til at stå mellem franske Marion Cotillard og den britiske legende Julie Christie.

Julie Christie har vundet mange af de store priser i år for sin hjerteskærende præstation i Sarah Polleys Away From Her. Bl.a. en Screen Actors Guild og de store kritikerpriser fra Broadcast Film Critics, National Society of Film Critics, New York Film Critics og National Board of Review, og både Christie og Cotillard vandt en Golden Globe. Christie i drama-kategorien og Cotillard i komedie/musical-kategorien. Marion Cotillard vandt den engelske Bafta over bl.a. Julie Christie, og hun har også vundet prisen fra filmkritikerne i Los Angeles for sin tour-de-force præstation som sangerinden Edith Piaf, i den franske film Spurven.

Men hvem af disse to står stærkest til Oscaren? På papiret er begge roller typiske "Oscar-roller". Den ene portrætterer et kendt verdensnavn, og den anden ses i rollen som et almindeligt menneske der bliver ramt af en alvorlig sygdom. Begge slags roller har igennem tiden udløst den ene Oscar efter den anden.

Julie Christe vandt i 1966 en Oscar for John Schlesingers Darling, og nomineringen i år er hendes fjerde i alt. Marion Cotillard har i de sidste par år fået sit store internationale gennembrud, først med en rolle overfor Russell Crowe i A Good Year, og altså nu med den store hovedrolle som Edith Piaf. Det der taler imod Marion Cotillard er, at hendes præstation er på fransk. Det er kun sket én enkelt gang i historien, at Oscaren for bedste kvindelige hovedrolle er gået til en ikke-engelsk sproget præstation, og det var da Sophia Loren vandt i 1962. Men Loren var på det tidspunkt et mere etableret navn i Hollywood, end Marion Cotillard er nu.

Ja, Cotillard kan bestemt godt vinde, for præstationen har alt det der skal til, men spørgsmålet er, om ikke de fleste alligevel vælger at gå den sentimentale vej, og give Julie Christie endnu en Oscar.

Hvem vinder? Julie Christie - Away From Her


I morgen ser jeg nærmere på George, Daniel, Johnny, Tommy og Viggo: Bedste mandlige hovedrolle.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home