21 February 2008

3 dage til Oscar - Bedste mandlige hovedrolle

-Bedste mandlige hovedrolle:

De nominerede er:
George Clooney - Michael Clayton
Daniel Day-Lewis - There Will Be Blood
Johnny Depp - Sweeney Todd
Tommy Lee Jones - In the Valley of Elah
Viggo Mortensen - Eastern Promises

For omkring tre måneder siden, var Tommy Lee Jones en af favoritterne til at blive nomineret til en Oscar. Hans præstation i Paul Haggis' In the Valley of Elah blev af mange betegnet som noget af det absolut bedste Jones nogensinde har præsteret. Men da prisuddelingssæsonen gik i gang, blev han forbigået igen og igen. Faktisk er den lille Satellite Award det eneste han har været nomineret til for In the Valley of Elah, så mange fik sig en stor overraskelse, da hans navn blev læst op da Oscarnomineringerne blev offentliggjort.

Det har helt sikkert hjulpet Tommy Lee Jones, at han også havde en rolle i No Country for Old Men i 2007. For den blev han nomineret til både en Screen Actors Guild og en Bafta for bedste birolle, og der er ingen tvivl om, at flere har stemt på ham for In the Valley of Elah, fordi de ikke kunne finde plads til at stemme på ham i bedste mandlige birolle for Coen-brødrenes film. Så på den måde kunne man alligevel belønne Jones for det år han har haft. Tommy Lee Jones vinder ikke, men at han fik sig endnu en Oscarnominering, den tredje i alt, er han sikkert udmærket tilfreds med.

Halvdanske Viggo Mortensen vinder heller ikke, men nomineringen er meget fortjent. Da Mortensen og instruktør David Cronenberg første gang gik sammen, blev det til A History of Violence, og de fulgte op på den succes med Eastern Promises, som Mortensen nu er blevet Oscarnomineret for, og også har vundet kritikerpriser for fra filmkritikerne i Toronto og Vancouver. I en alder af snart 50 år, bliver Viggo Mortensen bare bedre og bedre, og næste gang vi ser ham bliver i den Ed Harris-instruerede western Appaloosa og filmatiseringen af Cormac McCarthy-romanen The Road. Med lidt held, er det ikke sidste gang Viggo Mortensen er Oscarnomineret.

George Clooney vandt for to år siden en Oscar for bedste mandlige birolle for sin præstation i Syriana. Det år modtog han hele tre nomineringer, da han også var nomineret for instruktion af og manuskript til Good Night, and Good Luck, og nu er han så tilbage som nomineret. Denne gang for Michael Clayton, en på mange måder standard-thriller, som har opnået stor popularitet. Clooney har vundet prisen fra National Board of Review for sit skuespil i filmen, og også enkelte af de mindre kritikerpriser. Men selvom Clooney er meget populær i Hollywood, så virker det ikke realistisk, at han vinder en Oscar igen i år.

I 1990 vandt Daniel Day-Lewis en Oscar for filmen Min venstre fod. Han fik sit store gennembrud i midten af 80'erne, og det kulminerede i marts 1990 med Oscaren. Siden 80'erne blev til 90'erne har Daniel Day-Lewis kun medvirket i 8 film, og for tre af disse har han modtaget en Oscarnominering! Det er ikke mange film han har lavet i de senere år, men man kan altid være sikker på én ting - når han laver noget, så slår det gnister! For fem år siden var han sammen med Jack Nicholson en af favoritterne til at vinde Oscaren, men Adrien Brody tog fusen på dem begge, og vandt for Roman Polanskis Pianisten.

Men skal det så være i år Daniel Day-Lewis vinder Oscar nr. 2? Meget tyder på det. Han har scoret hattrick med de tre store: Golden Globe, Screen Actors Guild og Bafta'en, for sin præstation i Paul Thomas Andersons 8-dobbelte nominerede There Will Be Blood, og han har også vundet prisen for bedste mandlige hovedrolle fra fire af de fem største kritikersammenslutninger; Broadcast Film Critics, National Film Critics og New York og Los Angeles Film Critics + en lang, lang række af de mindre kritikerpriser. Daniel Day-Lewis virker ustoppelig i år.

Ham der vel nok udgør den største trussel for Daniel Day-Lewis, er Johnny Depp. Efter at være gået fra teenage-idol til respekteret skuespiller i løbet af 90'erne, opnåede Depp sin første Oscarnominering i 2004, for sin fantastiske præstation som Jack Sparrow i den første Pirates of the Caribbean-film, og allerede året efter var Depp nomineret igen. Denne gang for Finding Neverland. Så nomineringen for Tim Burtons Sweeney Todd er Depps tredje i alt, og han er kommet dertil, hvor mange nok er begyndt at mene, at det snart må være på tide, at han får sig en Oscar.

Men det eneste Depp har vundet i år, er en Golden Globe i komedie/musical-kategorien, og han er ikke engang blevet nomineret til alle de store priser for sin præstation som den djævelske barber fra Fleet Street. Så kan Johnny Depp samle nok stemmer til at blive en udfordrer til Daniel Day-Lewis? Højst sandsynligt ikke.

Hvem vinder? Daniel Day-Lewis - There Will Be Blood


I morgen når vi til en kategori, hvor det ser ud til, at den for anden gang i Oscarens historie vil gå til et makkerpar: Bedste instruktion.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home