Biografanmeldelse: The Last House on the Left

The Last House on the Left

instruktion: Dennis Iliadis.
med bl.a.: Garret Dillahunt, Sara Paxton, Tony Goldwyn, Monica Potter, Spencer Treat Clark.






Det irriterer mig grænseløst, når både filmfans og filmanmeldere kategorisk afviser genindspilninger. Bevares, Hollywood spytter dem ud på samlebånd i disse år, og især i gysergenren er der kommet mange. Men en film må og skal altid bedømmes ud fra sine egne præmisser, og der gør 30-35 år en verden til forskel. Håndværket ændrer sig og publikum ændrer sig.

Lige fra de tidlige manuskriptfaser, finde skuespillere, steder at optage, planlægge og udføre scenografien, til det at optage filmen og det efterfølgende post-produktionsarbejde, er en film en kreativ proces, og det ændres ikke ved, at historien er fortalt før. Flere anmeldelser af The Last House on the Left anno 2009 har ikke overraskende slet ikke fokuseret på filmen selv, men mere på hvor åndsvage genindspilninger er, og hvor gode de originale film er. Det er slet og ret en doven, og i mine øjne, problematisk tilgang til håndværket bag.

Med den svada ude af verden, kan jeg komme til filmen. The Last House on the Left er en genindspilning af gyser-mesteren Wes Cravens debutfilm af samme navn fra 1972. En film der havde hentet meget inspiration hos Ingmar Bergmans Jomfrukilden. Det er en grum sag, men Cravens lavbudgetsfilm er så sandelig ikke en af de gysere fra 70'erne som tidens tand har været bedst mod. Den nye film følger den gamle forholdsvis tæt, men især én vigtig ting er ændret, hvilket faktisk er til det bedre, for det giver en langt mere dynamisk tilgang til den hævntørst og desperation der er filmens drivkraft.

(copyright: Rogue Pictures/UIP)

Familien Collingwood er på ferie i deres afsidesliggende sommerhus. Datteren tager ind til byen for at besøge en veninde, og de to kommer i kløerne på en bande psykopatiske mordere. Taget til fange i en bil, prøver de to piger at slippe væk, og bandens leder kører galt og smadrer bilen ude i skoven. Efter at have udsat pigerne for mishandling og voldtægt, efterlader banditterne dem i den tro, at de begge er døde, og begiver sig hen mod det nærmeste hus - Collingwoods hus! Men datteren får, mere død end levende, kæmpet sig hjem, og da forældrene opdager det helvede deres nye gæster, som tilsyneladende bare er kørt galt og har brug for hjælp, har udsat datteren for, sætter det almindelige ægtepar sig for at tage en grusom hævn.

Den forholdsvis urutinerede græske instruktør Dennis Iliadis, som kun har lavet en enkelt film tidligere, viser mange gode takter med The Last House on the Left. Filmens handling er meget enkel, lige ud ad landevejen, og der er ingen slingren i valsen hos instruktørens brug af filmtekniske virkemidler. Godt hjulpet på vej af nogle fine skuespilspræstationer, er dette et meget professionelt stykke arbejde. Filmens musikside er også yderst vellykket og effektfuldt, og klasser over originalens til tider malplacerede og nærmest fornøjelige musik.

The Last House on the Left indeholder en håndfuld brutale scener, og især ved én scene sidder man næsten og ønsker, at kameraet vil befri os fra den modbydelige brutalitet der foregår oppe på lærredet. Men det gør kameraet ikke, for vi skal have det hele med, så vi kan forstå den hævnfølelse der senere kommer. Det er den dyriske drift i mennesket der sætter ind. Hvor langt kan man gå, hvis en man elsker bliver mishandlet af en ondskab der ikke burde findes?

Filmens slutscene er desværre unødvendig sadistisk, og her går man imod den mere psykologiske tilgang der har været til volden. Det er en skam, for det virker lidt som leflen for det publikum der gerne vil have deres gys serveret med en god omgang splat. Men sådan er The Last House on the Left langt fra. Den er mere thriller end gyser, og er et meget tidstypisk indslag i genren. Det kan man tage som enten en anbefaling eller en advarsel, alt efter temperament.