Biografanmeldelse: 2012

2012

instruktion: Roland Emmerich.
med bl.a.: John Cusack, Chiwetel Ejiofor, Thandie Newton, Oliver Platt, Zlatko Buric, Woody Harrelson, Amanda Peet, Danny Glover.





Man kan ikke beskylde den tyske instruktør Roland Emmerich for at være den mest diskrete filmmager i Hollywood. Om det er invasion fra rummet i Independence Day eller klimakatastrofer i The Day After Tomorrow, kan man være sikker på, at få serveret enorme og larmende brag af nogle filmiske udstyrsstykker. De katastrofer Emmerich før har bragt til det hvide lærred, er dog intet imod hvad der venter hele verden i 2012. Vi taler denne gang ganske enkelt om menneskehedens endeligt.

Det hele begynder i 2009, hvor forskeren Dr. Helmsley opdager, at ekstra stærke strålingsudbrud fra solen er ved at koge jordens indre, og det vil på et tidspunkt betyde, at alle jordens tektoniske plader vil forskyde sig og forandre hele jordklodens landmasser. Det kan blive menneskehedens undergang som vi kender det fra bibelens armageddon. Dommedag. I præcis det år, som flere civilisationer og kulturer har forudsagt i århundreder! I al hemmelighed sætter verdens regeringer planer i gang, der skal sørge for, at højtstående personer og andet godtfolk der har råd til at betale milliarder af kroner, får en plads i de speciel konstruerede arker man begynder at bygge i Kinas bjerge.

Tre år senere lever det meste af jordens befolkning stadig i lykkelig uvidenhed om det der venter dem, og da den fraskilte Jackson Curtis skal på en campingtur i Yellowstone nationalparken med sine to børn, er der ikke lang tid til at den lurende katastrofe bliver til virkelighed. På turen møder han den halvskøre radiovært Charlie, som tilsyneladende ved hvad der snart skal ske, og da jordens plader begynder at forskyde sig, og USA og resten af verden begynder at blive opslugt af enorme vulkanudbrud, gigantiske jordskælv og efterfølgende kilometerhøje tsunamier, har Jackson kun for øje at få familien afsted mod Kina, hvor de takket være Charlie ved, at redningen måske befinder sig.

(copyright: Columbia Pictures/Sony Pictures-Disney DK)

At denne lille familie gang på gang kan overleve det de gør, mens millioner af mennesker dør omkring dem, er bare én af de ting man ikke skal bekymre sig alt for meget om, for man må aflevere sine hjerneceller ved indgangen til biografsalen når man går ind til en film som 2012, der hverken har naturens eller fysikkens logikker med sig, og når man skal sidde og undre sig over noget så simpelt, som hvorfor det er aften på samme tid i både Washington D.C. og Rom, så er der mange spørgsmål der indfinder sig i løbet af filmens oppustede 2½ time lange spilletid.

2012 er ofte medrivende, men jeg ville ønske, at produktionsselskabet bag filmen havde skåret bare en brøkdel i budgettet til special effects, og brugt de småpenge det ville have været, på at hyre en filmklipper! Det er som om filmen gentager sig selv alt for mange gange, uden synlige formål, og alt for meget virker som fyld. Ikke bare én, ikke to, men flere gange, og det er allerede inden kursen er sat mod Kina, er det lige ved og næsten for vore venner, mens jorden buldrer og brager under dem, og selv den ellers meget nervepirrende og meget velfungerende slutning føles unødvendig langstrakt.

Destruktion i stor stil er selvfølgelig denne genres mål, men alligevel kan man godt gøre sig lidt mere umage for at pakke det ind i en mindre tåkrummende indpakning, og selvom alle skuespillerne gør det godt og troværdigt, så har de ikke meget at arbejde med når det ikke lige involverer et forsøg på at redde sig fra naturens rasen. "Jeg føler, at noget trækker os væk fra hinanden", siger Jacksons ekskones nye mand til hende midt i en mindre personlig krise mellem de to i et supermarked, og sekundet efter ryster jorden og sprækker lige midt imellem dem. Det er præcis så øretæveindbydende som det lyder.

Heldigvis er der også øjeblikke der er mere menneskelige ægte, hvor skuespillerne får lov at gøre deres arbejde uden at blive tynget af manuskriptets af og til kitschede indhold, og inden man når at blive alt for irriteret over de momenter der bliver krampagtigt komiske, kører Emmerich hele sit arsenal i stilling, og man føler, at han som en anden dirigent står foran lærredet og råber: "Mere! Mere! Mere!". Hvis man ikke bliver afskrækket af 2½ time med dette, så kan man med sindsro indløse billet til hans ekstravagante ødelæggelsestrip, og være vidne til jordens undergang fra første parket.