17 January 2010

Biografanmeldelse: Det hvide bånd

Det hvide bånd

instruktion: Michael Haneke.
med bl.a.: Christian Friedel, Burghart Klaussner, Rainer Bock, Susanne Lothar.






Hvad er ondskab? Hvor kommer ondskaben fra? Som vi får fortalt i starten af østrigske Michael Hanekes nyeste film, Guldpalme-vinderen Det hvide bånd, så kan de hændelser der finder sted i en lille nordtysk by lige inden begyndelsen på 1. verdenskrig, være med til at forklare det som Tyskland blev kastet ud i henover de næste 35 år.

Haneke siger ikke, at grusomhederne under 2. verdenskrig udspringer direkte fra hændelserne eller den lille by, men det skal forståes på en mere abstrakt måde, måske at menneskelig ondskab ligger og lurer overalt, og når den virkelig springer ud i fuldt flor, kan det være omsonst at prøve at forklare hvorfor. Og forklaringer får vi heller ikke serveret på et sølvfad i Det hvide bånd, for den tilgang har provokatøren Haneke aldrig haft til sine film. Han stiller spørgsmålene, men giver aldrig svarene.

Vi befinder os i byen Eichwald i det nordlige Tyskland. Byens tidligere lærer fortæller os historien om det der skete i byen i året før begyndelsen af 1. verdenskrig. Byen var udsat for en række mystiske og bestialske gerninger, der på trods af mistanker om gerningsmændene, aldrig er blevet opklaret. Det hele starter da byens læge styrter på sin hest. Ikke et uheld, for det viser sig, at det var forårsaget af en stærk snøre spændt ud imellem to træer. Dødsfald, brandstiftelse og brutale fysiske overgreb på børn følger efter, og snart er den lille by kastet ud i desperation over det uforklarlige der overgår dem.

(copyright: Camera Film)

Der er en duft af skandinaviske mestre som Bergman og Dreyer over Det hvide bånd. Ikke kun i de flotte sort/hvide billeder og den eminente beskrivelse af et lille samfund i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor borgerne er placeret i et stramt hieraki, men også i den religiøse tematik om skyld kontra uskyld og renhed kontra urenhed. Det sidste som bliver udstillet i filmens titel, der hentyder til det hvide bånd som byens præst binder om armen på sine børn, hvis de, i hans øjne, har opført sig utilstedeligt, og dermed bliver de stemplet foran hele byen.

Præsten er bare en af de personer Haneke fremstiller på én måde, for senere at stille spørgsmålet om der alligevel er mere dybde i denne strengt patriarkalske mand, som børnene underdanigt tiltaler "Hr. Far", og blidt kysser på hånden med hovedet bøjet når der skal siges godnat. Men som alle andre af byens godtfolk, må også han på et tidspunkt tage tingene op til overvejelse, og ligesom os fundere over, om det grusomme sker som en straf for samfundets egen skjulte brutalitet bag de lukkede døre, og om skylden, arvesynden, automatisk bliver videreført.

Haneke opbygger tålmodigt portrættet af den lille by, dens indbyggere og de mystiske hændelser, inden han smider alle hæmninger, og giver os en række ubehagelige scener, der er så psykisk voldsomme, at de truer med at hjemsøge ens drømme. Med Det hvide bånd har Haneke nået nye højder som filmmager og fortæller. Ikke helt så perpleks som flere af hans andre film, men et foruroligende mesterværk med mareridtsagtige undertoner, skabt med vanlig kølighed og kynisme.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home