Biografåret 2009

Endnu et år er gået, og et nyt er allerede begyndt. Min liste over årets bedste film er blevet et par uger forsinket, da jeg havde nogle hængepartier der skulle ses før jeg kunne sige, at jeg havde været tilfredsstillende igennem de mere end 200 film der fik officiel biografpremiere i de danske biografer i løbet af 2009.

Man kan selvfølgelig ikke se alt, men vi ved allesammen hvad vi kan lide, og derfor er der noget der bliver fravalgt. I alt har jeg set lige under halvdelen af det der kom op i biograferne, og jeg er ganske godt tilfreds med de oplevelser jeg har fået. 2009 var ikke et fantastisk filmår, men der var en lang række virkelig gode film, og generelt set er kvaliteten af filmene i min top 15-20 meget høj.

Min liste over årets film har jeg delt op på denne måde: Først 10 boblere. Alle rigtig gode film og solide oplevelser. Dernæst kommer der 5 film som var stærke kandidater til min top 10, men som af den ene eller anden grund blev siet fra til sidst. Og til slut så selvfølgelig min top 10 for 2009, fulgt af mine valg som årets bedste skuespillere, instruktør etc.

Så lad mig komme til sagen. 2009 er slut, og 2010 har allerede set de første biografpremierer.

-Biografåret 2009:

Boblere (alfabetisk): 500 Days of Summer, The Boat That Rocked, Bolt, Changeling, Che: Argentineren, District 9, Frost/Nixon, Nick & Norah's Infinite Playlist, Operation Valkyrie, Public Enemies

De 5 der næsten nåede top 10 (alfabetisk): Avatar, Hunger, Katyn, Sin Nombre, The Wrestler

Top 10 2009:

10. Inglourious Basterds, instrueret af Quentin Tarantino.

Lige siden han i 1992 tog Sundance Film Festival med storm med debutfilmen Reservoir Dogs, og to år senere vandt Guldpalmen i Cannes med Pulp Fiction, har den ene instruktørspire efter den anden prøvet at overgå stilen som den selvlærte Quentin Tarantino har lagt for dagen. Men en efter en har de fejlet, og med sit nyeste filmepos om 2. verdenskrig, beviser han endnu en gang, at der kun findes én som ham. Flere af Tarantinos filmiske kendetegn går igen i Inglourious Basterds, og filmen byder på mange lange dialogscener, hvor det ved første øjekast virker som om personernes samtale ingen vegne fører, men så pludselig kommer pointerne frem i de intense og foruroligende scener. Inglourious Basterds er en fræk, underholdende og forrygende film.

Læs min anmeldelse af Inglourious Basterds her.


9. Star Trek, instrueret af J.J. Abrams.

Dette må uden tvivl betegnes som overraskelsen på min liste. Jeg har aldrig været nogen Star Trek-fan, så mine forventninger til filmen var ikke store. Men er du gal hvor den overraskede mig. Jeg er vild med de rigtig gode rumfilm, og Star Trek har med det samme placeret sig som en nyklassiker i genren. J.J. Abrams, skaberen af de populære Tv-serier Alias og Lost, har med denne genstart af Star Trek-sagaen begået noget helt specielt, og man får lyst til at komme ud i det ukendte univers sammen med Kirk, Spock og alle de andre. Filmen skylder den gamle Tv-serie og de bedste Star Trek-film meget, men den er på samme tid sin helt egen, modelleret så et moderne publikum uden kendskab til det der er kommet før, kan tage den til sig. En eksplosiv og udfordrende science fiction film.

Jeg har desværre ikke fået skrevet en anmeldelse af Star Trek.


8. A Serious Man, instrueret af Joel Coen & Ethan Coen.

De uforlignelige Coen-brødre Joel og Ethan er med A Serious Man taget tilbage til barndommens Minnesota, hvor filmen fortæller en historie om en matematikprofessor og familiefar der så gerne vil have et simpelt liv. Men det er meget svært for ham, med de problemer der hober sig op med både kone, elever og en halvskør bror. Filmens indblik i jødisk tradition og familieliv i 1960'ernes Minnesota er eftersigende baseret på brødrenes egne oplevelser, men som med alt andet de laver, så bliver der smidt overraskende ting ind fra både højre og venstre. Ukendte Michael Stuhlbarg er en stor oplevelse i hovedrollen, og filmens kanalisering af Bibelfortællingen Jobs Bog er gjort på den typiske bizare og finurlige måde som kun Coen-brødrene kan.

Jeg har desværre ikke fået skrevet en anmeldelse af A Serious Man.


7. Benjamin Buttons forunderlige liv, instrueret af David Fincher.

Livet kan være en forunderlig størrelse, og det er netop det forunderlige ved selve begrebet liv, der er i fokus i David Finchers 13-dobbelte Oscar-nominerede og tekniske vidunder af en film. De bedste visuelle effekter er dem man ikke lægger mærke til, og dem har filmen i massevis af, både når Brad Pitt er gjort gammel og ung i rollen som Benjamin Button. Man har skabt et flot billede af 1930'erne og 40'ernes New Orleans, som fotograf Claudio Miranda fanger med en overdådig flot og stemningsfyldt fotografering, og filmen indeholder poetiske øjeblikke af stor skønhed. Idéen om to mennesker, der hele livet venter på at de kan mødes i et kort stykke tid hvor de passer perfekt sammen, er både smuk og hjerteskærende. Benjamin Buttons forunderlige liv er i sandhed en forunderlig film.

Læs min anmeldelse af Benjamin Buttons forunderlige liv her.


6. Away We Go og Revolutionary Road, instrueret af Sam Mendes.

Jeg har snydt lidt! Engelske Sam Mendes havde to nye film i de danske biografer i 2009, og da de ville ligge lige efter hinanden på min top 10, har jeg besluttet at give dem en delt 6. plads.

Away We Go er en komedie om et ungt par, der må beslutte sig for hvor de skal slå sig ned og opfostre barnet der er på vej. Filmen byder på en finurlig og af og til absurd rejse, og den lidt fragmenterede histories fokus er på det farverige væsen kaldet mennesket, på både godt og ondt, og det giver en uimodståelig film.

Revolutionary Road er en meget anderledes film, men ikke mindre fremragende. Leonardo DiCaprio og Kate Winslet er sammen igen for første gang siden giganthittet Titanic, og de er eminente som et hårdt prøvet forstads-ægtepar i 1950'erne. Revolutionary Road er en elegant film, og en af årets store filmoplevelser.

Læs min anmeldelse af Revolutionary Road her. Jeg har desværre ikke fået skrevet en anmeldelse af Away We Go


5. Milk, instrueret af Gus Van Sant.

Sean Penn er en skuespillermæssig naturkraft i sin præstation som politikeren og borgerrettighedsforkæmperen Harvey Milk, som var den første folkevalgte politiker der var åben omkring sin homoseksualitet - og betalte for det med sit liv. Milk er en typisk biografisk film, hvor der er lagt et stort arbejde i at portrættere et virkeligt menneske, men Milk er også meget andet end en biografisk film. Det er også et dokudrama, og instruktør Gus Van Sant krydrer sin film med rigtige optagelser fra San Francisco i 1970'erne. Van Sant fokuserer ikke kun på en karismatisk mand, men der ligger også en dyster sky over filmen, fremkaldt af den skæbne der gik denne mand i møde, og sjældent har man set en så smuk slutning på en tragisk hændelse. Et bevis på, at Milk er meget mere end en historie om kun én mands håb.

Læs min anmeldelse af Milk her.


4. Op, instrueret af Pete Docter & Bob Peterson.

Det er svært at forestille sig hvad animationsgenren ville være uden Pixar. De har et helt særligt talent for at skabe noget fortællermæssigt unikt, som på to helt forskellige plan appellerer til både børn og voksne, og deres nyeste film er ingen undtagelse. I de første 10-15 minutter af Op bliver vi budt på en så smuk historie, at den sagtens kunne stå for sig selv som en enestående kortfilm. Det er en overbevisende og næsten uhørt rørende menneskelig symfoni om at forelske sig, om at leve livet sammen og om at miste og være alene tilbage, og for den voksne del af publikum, er det måske det mest tilfredsstillende Pixar nogensinde har lavet. Op er et eventyr i sin reneste form, og den indeholder sublime øjeblikke der blander humor og humanisme som kun Pixar-folkene kan gøre det.

Læs min anmeldelse af Op her.


3. The Hurt Locker, instrueret af Kathryn Bigelow.

Kathryn Bigelow har som en af de få kvindelige instruktører begået sig i genrer der normalt er drengenes legeplads, og nu har hun skabt sin bedste film til dato. The Hurt Locker er en intens, rå og nådesløse film om bomberyddere i Irak, og når den er bedst markerer den sig som et hovedværk i den moderne krigsfilmsgenre. Det er meget modigt, at Bigelow tør gøre The Hurt Locker til en tidsløs film om krig, i stedet for en nutidig kommentar. De bedste krigsfilm er dem der kigger på mennesket bag uniformen, og ikke politikken bag krigen. The Hurt Locker er tæt på at være en perfekt film, og når den læner sig op af gentagelser, smides der nye tiltag på banen, hvilket gør den så menneskelig ægte som en film kan være, og beviser her, at den ikke bare visuelt er en mindeværdig præstation af de store.

Læs min anmeldelse af The Hurt Locker her.


2. Waltz with Bashir, instrueret af Ari Folman.

Instruktør Ari Folman fortæller med animationsfilmen Waltz with Bashir om massakren i to flygtningelejre i Libanon i 1980'erne. Folman har skabt en film for sanserne. Ikke kun visuelt, men også fortællermæssigt er det en film der udfordrer ens opfattelsesevne. Filmens lydspor blander rock og pop med elektronisk musik, smider Chopins vals og Bachs fantastiske Arioso ind, og blander det hele med den tysk-fødte komponist Max Richters dystre kompositioner, for til sidst at gå over i lydløse billeder, som er rigtige optagelser fra flygtningelejrene der vil brænde sig ind i nethinden. Det er en stor og voldsom sammenblanding, men det er intet mindre end genialt og kunstnerisk enestående udført. Det samme er Waltz with Bashir som film. En hypnotiserende oplevelse.

Læs min anmeldelse af Waltz with Bashir her.


1. Doubt, instrueret af John Patrick Shanley.

John Patrick Shanley har med Doubt taget sit eget teaterstykke omhandlende bl.a. mistanke om misbrug på en katolsk skole i 1960'erne, og overført det til film, og det er der kommet en mesterlig fortælling ud af. Doubt er her og der ved at drukne i symbolik, men det ender faktisk med at blive en af filmens styrker, fordi den bliver så umoderne og kantet i sit udtryk. Doubt er en film der kunne være taget direkte ud af Hollywoods guldalder i 1930’erne og 40’erne. Filmene fra dengang er så markante i deres udtryk, både filmisk og skuespillermæsigt, og Doubt finder nogle af de samme ting frem med sit på en gang meget simple, men uhyre komplekse udtryk, som er med til at give filmen sin enestående form. Doubt er en sjældent selvbevidst og veludført film. Årets bedste.

Læs min anmeldelse af Doubt her.

- - - - -

Årets mandlige hovedrolle:
Sean Penn - Milk

Årets kvindelige hovedrolle:
Meryl Streep - Doubt og Julie & Julia

Årets mandlige birolle:
Christoph Waltz - Inglourious Basterds

Årets kvindelige birolle:
Mélanie Laurent - Inglourious Basterds

Årets instruktør:
Kathryn Bigelow - The Hurt Locker

Årets manuskript:
Bob Peterson & Pete Docter - Op

Årets debutfilm:
Hunger, af Steve McQueen.

Årets animationsfilm:
Waltz with Bashir, af Ari Folman.

Årets dokumentarfilm:
Man on Wire, af James Marsh.

Årets danske film:
Kærestesorger, af Nils Malmros.