Biografanmeldelse: Nine

Nine

instruktion: Rob Marshall.
med bl.a.: Daniel Day-Lewis, Marion Cotillard, Penélope Cruz, Judi Dench, Fergie, Kate Hudson, Nicole Kidman, Sophia Loren.





I 1982 blev musicalen Nine et stort hit på Broadway i New York, og den har igennem årene fået flere succesfulde genopsætninger, senest i 2003. Stykket var inspireret af den italienske mesterinstruktør Federico Fellinis på det tidspunkt 20 år gamle semi-biografiske 8½, og nu har instruktør Rob Marshall, som tidligere har stået bag den Oscar-vindende musical Chicago, taget Nine til biograflærredet sammen med et hold stjerneskuespillere der tilsammen har 18 Oscar-nomineringer og 8 Oscars bag sig. Det har resulteret i en underholdende og spraglende filmatisering, som samtidig byder på flere hyldester til Fellinis film.

Handlingen udspiller sig i Italien i midten af 1960'erne. Guido Contini er en italiensk filminstruktør, som har mange mesterværker bag sig, og bliver tiltalt maestro, mesteren, hvor end han kommer. Han står og skal til at begynde optagelserne til sin nye film, men har et problem. Han aner ikke hvad filmen skal handle om, og har slet ikke noget manuskript, selvom produktionsholdet står klart, og den glamourøse internationale filmstjerne Claudia snart ankommer. Nej, Guido har nok at tænke på med sin forsømte kone Luisa, elskerinden Carla, en formanende kvindelig medarbejder, en nærgående amerikansk journalist, afsavn til sin afdøde Mama, og drømme om den intense prostituerede Saraghina han kendte som barn.

(copyright: The Weinstein Company/UIP)

De mest vellykkede musicals bruger deres musiknumre til at føre handlingen videre, men her har Nine ind imellem lidt problemer. De fleste af musiknumrene foregår i personernes fantasi, og fortæller kun om en sindstilstand, lyster eller længsler hos den person der synger eller synges til, og kun et par af dem er med til at bidrage til handlingens videre forløb. Alle de fremtrædende medvirkende får hver et nummer, mens Daniel Day-Lewis og Marion Cotillard, Guido og Luisa, har to, og alle gør det fint, selvom ikke alle musicalscenerne i filmen er lige interessante.

Marion Cotillard og Penélope Cruz er filmens to store oplevelser på skuespilsiden, som to meget forskellige personer. Cotillard som Guidos pligtopfyldende hustru, der hele tiden venter på sin omflakkende mand, og Cruz som den varmblodede elskerinde, en rolle der ikke er helt ulig hendes Oscar-vindende præstation i Woody Allens Vicky Cristina Barcelona fra sidste år. Cruz beviser endnu engang sit talent for at blande det komiske med det tragiske, mens Cotillard er den person i filmen der går igennem den største udvikling, fint illustreret ved hendes to musicalnumre. Det ene blødt og roligt, det andet vildt og forførende. Og så er vi tilbage ved det som musikken i en musical helst skal, nemlig at være en aktiv del af selve handlingsforløbet, og ikke "bare" musiknumre puttet ind i handlingen. Nine gør begge dele, men ikke helt nok af det første.

Nine er som en helhed bestemt seværdig, især hvis man i forvejen holder af musicals. Det er en film som der hele tiden er gang i, og dens handlingstråde er her og der og alle vegne, udført i et for det meste højt tempo. Rob Marshall bryder ikke nogen nye grænser i genren med Nine, og historien om en mands rejse ud i selvransagelsen er meget simpel, men filmens musicalnumre er flotte og velkoreograferet, dog uden at være uforglemmelige, og scenografi og fotografering er yderst smukt at se på. Samlet set gør det hele Nine til en sensuel, luftig og energisk film.