07 January 2008

Biografanmeldelse: Away From Her

Away From Her

instruktion: Sarah Polley.
med bl.a.: Julie Christie, Gordon Pinsent, Olympia Dukakis, Michael Murphy, Kristen Thomson.






Away From Her er en perle af en film fra den ret oversete canadiske filmindustri. På trods af en spændende dobbeltsproget kultur, ligger den canadiske filmbranche i skyggen af den amerikanske, og det er efterhånden normen, at vi kun får et par canadiske film at se i de danske biografer pr. år.

Grant og Fiona Anderson lever i et lykkeligt ægteskab sammen. Man aner, at der har været problemer undervejs, men nu hvor de har trukket sig tilbage og bor i et hyggeligt hus ude på landet, har de tid til hinanden. Men pludselig rammer tragedien. Fiona begynder at glemme ting. Hun kan stå med en ting i hånden, og ikke ane hvad hun skal gøre med den. Det er Alzheimers sygdom der er i sin begyndende fase, og efter en skitur hvor Fiona pludselig ikke ved hvor hun er og hvordan hun kommer hjem igen, tager Fiona og Grant den svære beslutning om at lade Fiona indlægge på et plejehjem, så hun kan få professionel pleje, inden sygdommen helt tager magten over hendes sind. Men det går hurtigt, og Grant kan kun se hjælpeløst til, mens Fiona glider længere og længere væk.

(copyright: Lionsgate/HanWay/Miracle Film)
Den nu 29 årige skuespiller Sarah Polley har instrueret Away From Her, men hun var kun 27 da filmen blev lavet. Polley fik sit gennembrud for små ti år siden i den canadisk/armenske mesterinstruktør Atom Egoyans The Sweet Hereafter, og hun har siden leveret en lang række flotte præstationer. Nok allerbedst i det usentimentale melodrama My Life Without Me. Med Away From Her får hun sin debut som filminstruktør, og det er en uhørt overbevisende præstation. At en kun 27 årige instruktør kan fange kærlighedens sanser og følelser i alderdommen, på den måde som Polley gør med Away From Her, er ganske imponerende.

Julie Christie er fantastisk i rollen som Fiona, og det er helt fortjent, at hun i skrivende stund betegnes som en af favoritterne til en Oscar. Som Grant ses den for os ukendte skuespiller Gordon Pinsent, som har en lang karriere i canadisk Tv bag sig. Man kan godt sige, at det er en skam, at det er Julie Christie der har fået al opmærksomheden, for Pinsent er bestemt ligeså fremragende. Han leverer en flot, stille og nuanceret præstation, som en mand der ikke kan gøre noget som helst ved det faktum, at kvinden han har elsket i 45 år, glider længere væk fra ham som dagene og ugerne går.

Away From Her er en enestående film om de pludselig opståede problemer livet kan byde på, og den sætter næsten ikke en fod forkert. En rørende, tankevækkende og elegant lille film.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home