15 March 2008

Biografanmeldelse: Rambo

Rambo

instruktion: Sylvester Stallone.
med bl.a.: Sylvester Stallone, Julie Benz, Paul Schulze.






Da Sylvester Stallone genoplivede figuren Rocky i Rocky Balboa i 2006, blev filmen en kæmpe succes verden over, og der er ingen tvivl om, at Stallone fik blod på tanden, og baseret på succesen med Rocky Balboa, igen tog fat i en anden af sine signatur-roller; John Rambo.

I Rambo, film nr. 4 i serien, er der nu gået næsten 20 år siden John Rambo kæmpede mod russerne i Afghanistan. Rambo har trukket sig tilbage i den thailandske jungle, hvor han tjener til dagen og vejen med forskellige gøremål. En dag ankommer en gruppe kristne hjælpearbejdere, og de beder Rambo om at sejle dem ind i Burma, hvor de vil bringe medicin og lægehjælp til det forfulgte Karen-folkeslag, der er udsat for forfølgelse af den burmesiske regering. Modvilligt involverer Rambo sig, og da en Karen-landsby bliver udslettet og hjælpearbejderne bliver taget til fange af burmesiske regeringssoldater, må Rambo finde den nådesløse dræber inde i sig selv frem igen!

(copyright: Lionsgate/The Weinstein Company/Nordisk Film)

Sylvester Stallone gør flere ting godt med Rambo, som han selv har instrueret og skrevet manuskriptet til. Stallone har først og fremmest fundet en af verdens "glemte" konflikter frem. Karen-folket består af omkring 7 millioner mennesker, og de har kæmpet for selvstændighed i snart 60 år, mens de bliver udsat for undertrykkelse af det burmesiske diktatur. Men som alt andet der sker i det lukkede Burma, er det ikke noget man hører meget til i resten af verden. Samtidig med at Stallone belyser denne konflikt, gør han det godt, at han ikke udsætter John Rambo for alt for store fysiske strabadser. Der er gået mange år, og manden er ved at være oppe i årene, hvilket Stallone ikke prøver at skjule. Men Rambo har stadigvæk sit instinkt i behold, og det gør han godt brug af.

Selvom de tre første Rambo-film bestemt er voldelige, så tager Rambo det et skridt videre, og den er meget brutal i både sin skildring af soldaternes mord på civile landsbyboere, og også i Rambos kamp mod soldaterne. Der bliver taget de helt store våben i brug, blodet flyder, og lemmer flyver til højre og venstre helt op til det dommedagsagtige klimaks.

Der er ikke nogen nyskabende vinkel på hverken genren eller figuren, men det er heller ikke det man skal forvente af en film som denne. Sylvester Stallone har med Rambo skabt et råt og underholdende omgang adrenalin-pumpende blodbad, som er en betydelig forbedring fra Rambo III, og filmen lægger sig på mange måder op ad 2'eren i serien, men kan dog ikke helt hamle op med de to første film. Stallone har givet udtryk for, at han ikke er afvisende overfor en femte Rambo-film, men hvis det ikke sker, så er der ingen tvivl om, at Rambo er en mere end værdig afslutning på en ensom krigers årelange kamp mod overmagten.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home