19 May 2008

Nyt i biografen - uge 19 & 20

Nej, der sker ikke så meget herinde i øjeblikket. Men jeg ser bare ikke så mange film i biografen på denne tid af året. Men for at der skal ske bare en lille smule, så lad os kigge på hvad der er kommet ud i biograferne i de sidste par uger.

I uge 19 kom den engelske samfundsrevser Ken Loachs nye film En fri verden. Manuskriptet til filmen er igen skrevet af makkeren Paul Laverty, som har skrevet manuskript til mange af Loachs film.

Den mere lette genre bød på de to amerikanske komedier Drillbit Taylor og Til Jackpot os skiller. Bag sidstnævnte underlige danske titel gemmer sig filmen What Happens in Vegas..., med Ashton Kutcher og Cameron Diaz i hovedrollerne.

Dokumentarfilmen ...og det var Danmark fik en landsdækkende premiere i uge 19. Filmen fortæller historien om dansk fodbolds gyldne år, fra begyndelsen af professionel fodbold i slutningen af 70'erne, til kulmineringen på det hele med EM sejren i 1992.

I uge 20 kom der endnu en dansk dokumentarfilm. Denne gang filmen Roskilde, om - ja, Roskilde festivalen. Filmen er optaget over 8 år, og portrætterer livet og musikken på festivalen.

Da Ridley Scotts Blade Runner kom ud i biograferne i 1982, var den langt fra som instruktøren gerne ville have. Dette har han gennem årene prøvet at ændre, og i 1993 kom der en "Director's Cut" version af filmen. Men Scott var stadigvæk ikke tilfreds, og for nogle år tiden besluttede han sig for at lave sin endelige version af Blade Runner. Det er blevet til Blade Runner: The Final Cut, som kom op i København og Århus i uge 20.

To nye amerikanske film fik vi også i uge 20. Thrilleren Untraceable med Diane Lane i hovedrollen, og komedien En ægte mand med 80'er idolet Patrick Dempsey, som oplever sin anden ungdom i disse år med stor succes i Tv-serien Grey's Anatomy. Dempsey var i Danmark i anledningen af filmens premiere, og et interview med ham kan findes på CinemaZone.dk, hvor anmeldelser af alle disse film også kan læses.

D. 22 maj er Indiana Jones tilbage i Indiana Jones og krystalkraniets kongerige, og jeg har selvfølgelig bestilt billetter! Så jeg regner med at skrive en lille anmeldelse af den i løbet af ugen.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home