07 April 2008

Charlton Heston (1923-2008)

Manden der har spillet nogle af de største og mest ikoniske filmkarakterer i det 20. århundrede, døde i weekenden i sit hjem. Skuespilleren Charlton Heston blev 84 år gammel.

Charlton Heston fik sin filmdebut allerede som 17 årig, men nogle år i den amerikanske hær i midten af 1940'erne satte en midlertidig stopper for skuespillet. I slutningen af 40'erne og starten af 50'erne begyndte Heston at optræde på teater, Tv og på film, og han medvirkede bl.a. i Oscar-vinderen The Greatest Show on Earth i 1952. Instruktøren af den film, legendariske Cecil B. DeMille, valgte Heston til hovedrollen i sin storfilm De ti bud i 1955, og rollen som Moses blev Hestons helt store gennembrud. Succesen fortsatte, og Heston viste storspil i film som Orson Welles' Politiets blinde øje og William Wylers Det store land, inden han fik rollen som oprøreren Judah Ben-Hur i den 11 dobbelte Oscar-vindende storfilm Ben-Hur fra 1959. En rolle som Heston også selv vandt en Oscar for.


Charlton Heston med sin Oscar i foråret 1960 -->


I disse år blev Heston også politisk aktiv, og han marcherede i forreste række sammen med borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King. Heston var i en årrække også formand for Screen Actors Guild, skuespillernes fagforening, og i 1978 modtog han Oscar-akademiets humanitære pris, opkaldt efter danskeren Jean Hersholt.

På film blev Hestons macho-image forstærket i flere af de roller han spillede i 1960'erne, bl.a. i Sam Peckinpahs borgerkrigsfilm Major Dundee, og den altdominerende hovedrolle i Franklin J. Schaffners fantastiske Abernes planet. I 70'erne medvirkede Heston i flere action/katastrofe- og science fictionfilm, bl.a. Airport '75, Jordskælv, The Omega Man og Soylent Green.


<-- Charlton Heston i Abernes planet (1968)


I midten af 80'erne var Charlton Heston med i et par afsnit af den populære Tv-serie Dollars, og han spillede fra 1985 til 1987 den samme rolle i den selvstændige Tv-serie The Colbys. I 90'erne fortsatte Heston ufortrødent sit arbejde. Han spillede både små og store roller i forskellige film, og i 1998 blev han formand for den magtfulde våbenforening National Rifle Association. En position der senere skabte stor modstand mod Heston.

På sine gamle dage begyndte helbreddet at svigte Heston, og han måtte bl.a. kæmpe mod prostatakræft og Alzheimers.

Charlton Heston var en filmstjerne i ordets bogstaveligste forstand, og en mand med en personlighed ligeså stor som de figurer han portrætterede på film. Men på grund af sine stærke holdninger, og sin uvilje mod at nedtone sine meninger, var han også en mand der var både elsket og hadet. Men uanset hvilket syn man måtte have på Charlton Heston, så kan man ikke komme udenom, at filmbranchen med hans død må sige farvel til en af sine allerstørste personligheder.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home