Biografanmeldelse: No Country for Old Men

No Country for Old Men

instruktion: Joel Coen & Ethan Coen.
med bl.a.: Tommy Lee Jones, Javier Bardem, Josh Brolin, Kelly Macdonald, Woody Harrelson.






Coen-brødrenes 12. spillefilm, filmatiseringen af Cormac McCarthys mesterværk af en roman, No Country for Old Men, kom her til landet med 4 helt friske Oscars. Bla. for årets bedste film. Fortjent eller ej, så kan man ikke komme udenom, at Coen-brødrene har skabt en fremragende, intens og kompromisløs fortælling om menneskets sårbarhed.

No Country for Old Men er en brutal film om moral og ufattelig ondskab. Llewelyn Moss er en hæderlig mand, som lever et beskedent liv med sin unge kone. En dag på en jagttur finder han en gruppe mexicanske narkosmuglere, som er fyldt med skudhuller, og der midt i det død og kaos, finder han en kuffert med 2 millioner dollars. Llewelyn snupper den med hjem.

Men det skulle han aldrig have gjort. Da han får begyndende moralske skrupler, kommer bagmændene på sporet af ham, og Llewelyn får nu den skrupelløse morder Anton Chigurh i hælene. Imens prøver den garvede sherif Bell at finde ud af hvad der er sket, lægge brikkerne i puslespillet rigtigt sammen, og se om han kan stoppe det blodbad der er undervejs.

I sherif Bell (Tommy Lee Jones i en fornem underspillet rolle) finder vi en mand af den gamle skole. Han har været sherif i næsten hele sit voksne liv, men han er så småt begyndt, at være opgivende overfor den nye form for kriminalitet han er begyndt at være vidne til. Han forstår ikke hvordan denne form for ondskab kan eksistere, og af og til føler han, at han ikke kan gøre andet, end bare se til. Ondskaben finder vi inkarneret i Anton Chigurh (Javier Bardem i en Oscarvindende præstation). Klædt i sort, og som en mand med leen, kører han rundt i landskabet og bringer død og ødelæggelse med sig.

(copyright: Miramax/Paramount Vantage/UIP)

Cormac McCarthys dialoger passer perfekt ind i Coen-brødrenes skæve univers, og de to har formået at overføre romanen godt til film. Der vil selvfølgelig altid mangle noget, og da jeg har læst bogen to gange, synes jeg da også, at der mangler en del. Men det opvejes til dels af de gode valg Joel & Ethan Coen har taget, og bl.a. mange af sherif Bells tanker om tingenes tilstand, som i bogen ligger som en indledning på de forskellige afsnit, har de på fin vis formået af få indarbejdet i filmen.

Når jeg siger, at manglerne kun til dels opvejes, så skyldes det, at filmen i mine øjne ikke hele tiden holder fokus på historiens centrale dele, som er den opgivenhed overfor voldens grimme ansigt, der også ses i selve titlen. Sherif Bell er historiens hjerte, men Coen-brødrene forsømmer lidt, at skabe et ligeså tæt portræt af ham, som bogen gør.

Der er mange meget stille passager i filmen, som passer flot til det store, stille og vidtstrakte landskab i vest Texas hvor historien udfolder sig. Et nådesløst landskab, hvor man ingen frelse finder. Præcis som i filmen. No Country for Old Men er nemlig i høj grad en meget ubarmhjertig og pessimistisk film. Der er ikke meget håb, og helt op til slutningen bliver Bells indledende og næsten resignerende ord; "Ok. Jeg må være en del af denne verden", ved med at ligge som en tung skygge over alt håb og tro på godhed i verden.

No Country for Old Men er langtfra Coen-brødrenes bedste film, men det er en ganske fremragende film, hvor de formår, at bringe mange af deres egne særlige kendetegn ind, samtidig med at de udforsker nye territorier.