12 September 2008

Biografanmeldelse: Kandidaten

Kandidaten

instruktion: Kasper Barfoed.
med bl.a.: Nikolaj Lie Kaas, Ulf Pilgaard, Laura Christensen, David Dencik, Tuva Novotny, Kim Bodnia, Henning Jensen.





Det er noget af et spring instruktør Kasper Barfoed tager med den nye danske film Kandidaten. Han har før stået bag børne/familiefilmene Min søsters børn i Ægypten og Tempelriddernes skat, men nu har han altså kastet sig over en thriller, som er meget professionelt skruet sammen, men som også flere steder er håbløs forudsigelig.

Nikolaj Lie Kaas spiller den altdominerende hovedrolle som Jonas Bechmann, en ung fremadstormende forsvarsadvokat, som for et års tid siden mistede sin far i en bilulykke. Faderen var også advokat, og Jonas er overbevist om, at han blev myrdet. Det præger ham, og han fungerer ikke godt i hverdagen sammen med kæresten Pernille.

Efter en våd aften i byen ender Jonas på et hotelværelse sammen med en anden pige, men næste morgen finder han hende død på badeværelsegulvet. Med voldsomme kvælningsmærker på halsen. Hvad er der sket? Har Jonas virkelig gjort dette i fuldskab? Nu starter et kapløb mod tiden for Jonas, og lidt efter lidt bliver det klart, at nogen prøver at lokke ham i en fælde. Men hvem? Og har det noget med faderens død at gøre?

(copyright: SF Film)

Det er ikke første gang i år vi får en dansk film der skeler til de amerikanske forbilleder i genren, men hvor Søren Kragh-Jacobsens Det som ingen ved var en langt mere storpolitisk og glatpoleret film, så beholder Kandidaten benene godt plantet i den sjællandske muld. Samtidig har Kasper Barfoed og fotograf Manuel Alberto Claro arbejdet meget med filmens visuelle udtryk. Det er nærbilleder, uroligt kamera og af og til nogle grynede billeder vi bliver budt på, og minus nogle lidt kluntede udført flash-backs, så fejler det filmiske håndværk i Kandidaten ikke noget.

Kandidaten er på overfladen er ret spændende film, og man føler med Jonas, når han er midt i sin desperate søgen efter sandheden. Filmen tager os flot rundt i København og omegn, og præcis som i Christoffer Boes Reconstruction og Allegro, så har Manuel Alberto Claro igennem sin kameralinse formået, at få det velkendte København til at se intens og fremmed ud. Men Kandidaten er ikke nogen uproblematisk film, for den har et alt for forudsigeligt plot, som oveni virker alt, alt for konstrueret. Flere steder har man gættet hvordan tingene hænger sammen, før Jonas gør det oppe på lærredet, og det er ikke nogen god fornemmelse at sidde med, når det drejer sig om en thriller.

Der er dog ingen tvivl om, at Kandidaten har nogle klare kvaliteter der gør, at den hæver sig op på et seværdigt niveau, og på trods af det skabelonagtige manuskript, så er Kandidaten udført på en måde så den bliver tilpas spændende og medrivende.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home