07 February 2009

Biografanmeldelse: Bolt

Bolt

instruktion: Byron Howard & Chris Williams.
med stemmer af bl.a.: John Travolta, Miley Cyrus (danske stemmer af bl.a.: Camilla Tellefsen, David Owe, Vicki Berlin, Sebastian Dorset).




Selvom Pixar-studierne er en del af Disney-koncernen, så er der uden tvivl nogle studiebosser på gangene i Disneys hovedkvarter, som er lidt frustrerede over det solide greb Pixar-folkene har om kvalitetsfilm i animationsgenren i disse tider. Men at Disney stadigvæk godt kan selv, bevises til fulde med den helt igennem vidunderlige Bolt. Bolt er blevet tildelt æren af at blive betegnet som Disney-klassiker nr. 48, og det er mere end fortjent, for det er noget af det bedste Disney har lavet i mange år.

Superhunden Bolt lever et liv fuld af action og farer. Han har superkræfter og beskytter sin ejer, pigen Penny. Efter de mange begivenhedsrige dage hvor Bolt redder dagen, trækker Bolt sig tilbage i sin trailer, mens Penny tager hjem. Hov, hvad er nu det? Hvorfor bor Bolt alene? Jo, tingene er ikke som de ser ud, for Bolt er nemlig bare med i en Tv-serie, og Penny er en skuespiller i den serie og er slet ikke i fare. Men Bolt ved intet om sandheden, for producenterne mener, at det er mere troværdigt, hvis Bolt virkelig tror han beskytter Penny. Så da han en dag slipper ud af traileren, og ved et tilfælde ender i en kasse der skal transporteres til New York, tror han stadigvæk, at Penny er i fare.

(copyright: Walt Disney Pictures)

Bolt udvikler sig herefter til både en film om at finde hjem, og om at finde sig selv. Det kan lyde banalt, men det er det på ingen måde. Det er tværtimod intelligent og hylende morsomt. Bolt får på sin vej hjem hjælp af baggårdskatten Mittens, som han først tager til fange, fordi han tror, at den er en af den onde Dr. Calicos håndlangere! Senere får de to selskab af den overvægtige men energiske hamster Rhino på deres færd tilbage mod Hollywood. En rejse der på mere end én måde åbner Bolts øjne for hvordan den rigtige verden uden superkræfter ser ud.

Som forventet, så er animationen i Bolt i høj klasse, men det er filmens sprudlende manuskript der er den virkelige styrke, og når vi følger de tre umage følgesvende på tur tværs over USA, kan de små se det sjove i disse dyr, som på vanlig Dinsey-vis har fået menneskelige egenskaber, og de ældre kan se de vittige og opmærksomme observationer hunden, katten og hamsteren kommer med. Filmen byder fra starten på masser af action, som ved første øjekast virker lidt for overdrevet, men da man så har fået fastslået, at det bare er en del af den hæsblæsende Tv-serie Bolt medvirker i, sættes tempoet lidt ned, og vi får lov til at fokusere på de mange sjove figurer.

Jeg er lidt i tvivl om Bolt kan holde denne høje karakter ved et gensyn. Historiemæssigt er filmen ikke decideret original eller nyskabende. Idéen om en figur i en animationsfilm som tror på sine egne ikke-eksisterende superkræfter, blev også brugt for mere end 10 år siden i Toy Story, men Bolt er bare så vanvittig morsom, charmerende og underholdende, at man næsten sidder og klapper begejstret i sine små hænder.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home