Biografanmeldelse: Devil

instruktion: John Erick Dowdle.
med bl.a.: Chris Messina, Logan Marshall-Green, Jenny O'Hara.
bio-premiere d.: 13 januar 2011.
distributør: UIP Danmark.






Åbningssekvensen i den amerikanske gyser Devil, er så uventet og så frækt udført, og sætter tonen for filmen så perfekt, at man er lige ved at se gennem fingre med de mangler filmen ellers har i den forholdsvis korte spilletid på under 1½ time.

Devil markerer første forsøg i en forventet serie af gysere, der bærer betegnelsen "The Night Chronicles". Det er Den sjette sans-instruktør M. Night Shyamalan der kommer med en idé, og producerer så filmen som andre instruerer og skriver selve manuskriptet til. Som vi ved fra Shyamalans egne film, så er han fuld af idéer, og bedømt ud fra Devil, så kan man sagtens se frem til flere små, stramt fortalte film i denne serie.

Historien i Devil er meget enkel, og udspiller sig over kort tid på et begrænset område. Vi befinder os i en amerikansk storby, og fem fremmede er gået ind i en elevator i et højhus. På vej opad går elevatoren i stå, og det der først bare begynder som irritation, for både dem i elevatoren og medarbejderne i højhuset der må prøve at hjælpe, ender med at blive en desperat kamp for at overleve. For noget ondt er løs i bygningen, og det giver ikke op, før den sidste sjæl i elevatoren er taget!

(copyright: UIP)

Devil er ikke en gyser der er ude på at skræmme sine tilskuere hvert femte minut. Den tager sig god tid til at sætte sin historie i scene, og på den måde får den skabt en stemning, som er filmens allerstørste force. Man bruger mørket til at skjule det slemme der sker. Lyset i elevatoren går ud, og når det kommer tilbage, er en af de indespærrede passagerer død. Men vi hører lyden af det der sker imens det er mørkt, og lydbilledet er i det hele taget meget gennemført i Devil, hvor musikken er tydeligt inspireret af kompositionerne i mange af Hitchcocks film.

Men jeg nævnte nogle mangler, og en af dem er, at der mangler kød på historien. På trods af filmens korte spilletid, så føles det alligevel som om den ind imellem går for meget i stå og gentager sig selv. Vi kommer ikke tæt nok ind på livet af ofrene i elevatoren, og deres reaktionsmønstre er meget præget af den måde historien skal udfolde sig på.

Her mangler filmen den tid, som den ikke giver sig selv, og det kommer også til udtryk, da den prøver at komme ind på nogle temaer som skyld og tilgivelse. Men når Devil spiller på den rene spænding, så gør den det godt. Den er stemningsfyldt og opfindsom i sit filmiske sprog, og sammenlagt bliver det i sidste ende nok til, at filmen gør sig godt som en lille ond gyserfortælling.