14 January 2011

Nyt i biografen - uge 2

Masser af nye film i denne uge, hvor den store premierefilm er den amerikanske komedie Alt hvad du har. Filmen af James L. Brooks har bl.a. Oscarvinderne Reese Witherspoon og Jack Nicholson på rollelisten, og har premiere i omkring 75 biografer landet over som en del af Biografklub Danmark.

Landets større byer får fornøjelsen af spændingsfilmen The Next Three Days med Russell Crowe i hovedrollen. Filmen er en genindspilning af den franske film Alt for hende, der i en kort overgang kunne ses i få danske biografer sidste sommer, og som netop er udkommet på DVD.

I København og Århus er der premiere på gyseren Devil, der er baseret på en historie af Den sjette sans-instruktør M. Night Shyamalan, og i de to byer kan man også se Julian Schnabels Miral, en film om en idealistisk kvindes oprettelse af et børnehjem i Jerusalem i 1948. Aalborg får sammen med København og Århus premiere på det rumænske drama Tirsdag efter jul, samt den svenske Miss Kicki med Pernilla August i hovedrollen, mens der i København er premiere på dokumentarfilmen Waiting for Superman, der tager pulsen på det amerikanske skolevæsen.

Jeg vil i de kommende dage anmelde Alt hvad du har, Devil og The Next Three Days her på Filmhjørnet.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home