21 November 2007

Biografanmeldelse: Elizabeth: The Golden Age

Elizabeth: The Golden Age

instruktion: Shekhar Kapur.
med bl.a.: Cate Blanchett, Geoffrey Rush, Clive Owen, Abbie Cornish, Samantha Morton, Rhys Ifans.





Elizabeth: The Golden Age er opfølgeren til instruktør Shekhar Kapurs 7 dobbelte Oscarnominerede film Elizabeth fra 1998. Han står igen bag kameraet, og Cate Blanchett brillierer igen i hovedrollen som dronning Elizabeth d. 1 af England. Det undrer mig meget, at denne film har fået så generelt dårlige anmeldelser af de amerikanske filmanmeldere, som det har været tilfældet. Bevares, Elizabeth: The Golden Age er ikke noget mesterværk. Langt fra. Men den fortjener meget mere end de 34% positive anmeldelser den pt. har på Rotten Tomatoes.com.

Den første film fortalte om den unge Elizabeths vej til tronen. Elizabeth: The Golden Age foregår flere år senere, hvor Elizabeth er blevet en garvet dronning i spidsen for et stort og stolt rige. Men England er presset fra syd. Elizabeth selv er protestantisk dronning i et land hvor omkring halvdelen af befolkningen er katolikker, og ikke anerkender hende som retmæssig dronning. Det udløser spændinger, og i det katolske Spanien sidder kong Philip d. 2 parat til at sende sin enorme armada mod England for at vælte Elizabeth, og bane vejen for hendes katolske kusine Mary Stuart, som sidder i husarrest i Skotland.

Præcis som i den første film er Cate Blanchett filmens store oplevelse på skuespilsiden, men især Geoffrey Rush er også rigtig god. Han gentager rollen som dronningens højre hånd Sir Francis Walsingham, men jeg synes, at han bærer rollen bedre i denne film, end han gjorde i den første, hvor han dog også var god. Det australske stjernefrø Abbie Cornish er også god i rollen som Elizabeths hofdame Bess, men Clive Owens Walter Raleigh og Samantha Mortons Mary Stuart formår desværre ikke at efterlade et varigt indtryk.

(copyright: Universal/UIP)

Cate Blanchett fik sit internationale gennembrud i Elizabeth i 1998, og fik bl.a. en Oscarnominering for sin præstation. Nu ni år senere gentager hun rollen i Elizabeth: The Golden Age. Og hun gør den denne gang ligeså godt. Der var måske lidt mere kød på rollen i den første film, men hun går alligevel igennem så mange facetter i sit skuespil i denne film, at man bliver fuldstændig blæst væk. Der har været en del snak om filmen vil blive "glemt" til årets Oscaruddeling på grund af de dårlige anmeldelser, og om det eventuelt kan koste hende en Oscarnominering. I mine øjne er der ikke noget at tage fejl af. Hvis Cate Blanchett ikke bliver nomineret for denne rolle, så vil det være en ligeså stor skandale, som det var, at hun ikke vandt Oscaren for den første film!

Elizabeth: The Golden Age er en fantastisk flot film. Ingen tvivl om det. Kulisserne og kostumerne er af høj kvalitet, men da filmen var færdig, sad jeg lidt med følelsen af, at de enkelte dele stod stærkere end helheden. Især i filmens første halvdel er der alt for mange usammenhængende scener. Vi får mange informationer ind via hurtige scener, og det kan altså godt virke forvirrende. Men det bliver bedre, og når vi går fra den personlige fortælling om Elizabeth og hendes hof, og over til konflikten og intrigerne mellem England og Spanien, tager filmen fart, og især i filmens sidste halve time spiller instruktør Shekhar Kapur simpelthen på alle tangenter. Det er storladent, det er svulstigt og det er i den grad pompøst. Elizabeth: The Golden Age er på flere måder en ujævn film, men jeg vil alligevel sige, at hvis man kan lide de historiske storfilm, så er dette en film man ikke må snyde sig selv for.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home