22 June 2008

Biografanmeldelse: The Happening

The Happening

instruktion: M. Night Shyamalan.
med bl.a.: Mark Wahlberg, Zooey Deschanel, John Leguizamo.






Efter to små og anonyme film, fik den indiskfødte amerikanske instruktør M. Night Shyamalan i 1999 sit store gennmembrud med gigant-hittet Den sjette sans. Filmen med Bruce Willis i hovedrollen, og lille Haley Joel Osment i en Oscarnomineret præstation, indspillede for mere end 3 milliarder kroner på verdensplan, og satte det svært udtalelige navn Shyamalan på alles læber. Og han var ikke en gang fyldt 30 endnu! Med sin næste film, Unbreakable, beviste Shyamalan, at han har sin helt eget stil. En stil han senere har ført videre med stor succes.

Shyamalan har før vist sig som en mester i langsomt at opbygge en spænding. I The Happening hopper han bogstavelig talt ud i det med det samme, da en kvinde i filmens første scene begår selvmord i Central Park, og bygningsarbejdere begynder at hoppe ud fra taget af en bygning tæt ved. Folk stopper pludselig med det de er i gang med, og begår selvmord. Hvorfor? Hvad sker der? Det skal ikke afsløres her, hvad der er sket, men det kan sagtens konstateres, at Shyamalan endnu engang viser sit talent for at skabe en intens atmosfære, selvom det dog ikke er så udtalt som i de bedste af hans film.

(copyright: 20th Century Fox)

Det ville være synd at sige, at dialogen altid har været Shyamalans store styrke. Han har en fantastisk fantasi i sine manuskripter, men dialogen har altid haltet en lille smule. Og et af The Happenings store problemer er netop dette. Dialogen virker ualmindelig gumpetung, og skuespillerne kæmper hårdt for at få replikkerne til at lyde troværdige. At filmen så samtidig har en underlig humor, som man ikke rigtig ved hvordan man skal forholde sig overfor, gør det ikke bedre. Når Mark Wahlberg står og taler til en "levende" plante i et hus, kun for at opdage, at den er uægte og af plastik, er humoren fin og forståelig, men et andet af filmens store problemer er, at den flere steder simpelthen virker ufrivillig morsom.

The Happening er en betydelig bedre film, end Shyamalans forrige film, den skrækkelige Lady in the Water. Jeg ved bare ikke helt, om Shyamalan har taget fusen på mig. Er det meningen, at The Happening skal være en hyldest til 50'ernes paranoia-katastrofe film, med alt hvad det indebærer af klodset dialog og kluntet skuespil? I så fald er det ikke noget man har givet udtryk for i reklamematerialet til filmen, hvor det hele ser alvorligt nok ud.

Der er ingen tvivl om, at The Happening er en til tider spændende film, med en helt speciel uhygge, men udover det åbenlyse budskab om at vi skal passe på vores jordklode, så har jeg svært ved at gennemskue præcis hvad Shyamalan vil med den.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home