02 July 2008

Biografanmeldelse: Narnia: Prins Caspian

Narnia: Prins Caspian

instruktion: Andrew Adamson.
med bl.a.: Ben Barnes, William Moseley, Anna Popplewell, Georgie Henley, Skandar Keynes, Sergio Castellitto, Peter Dinklage, Warwick Davis.




Da Disney og Walden Media besluttede sig for at filmatisere C.S. Lewis' fantastiske bøger om det eventyrlige land Narnia, var det noget af en udfordring, da Peter Jacksons Ringenes Herre-trilogi netop havde taget verden med storm, og Harry Potter-bøgerne blev filmatiseret og blev meget populære i biograferne. Første Narnia-film, Løven, heksen og garderobeskabet, blev dog en meget stor succes, og indspillede for omkring 3½ milliard kroner på verdensplan. Så det er ikke overraskende, at man nu prøver igen med Prins Caspian, mens Morgenvandrerens rejse allerede er på tegnebrættet.

Løven, heksen og garderobeskabet havde alt det et godt eventyr skal have, og man havde formået at skabe det fortryllede land Narnia på allerbedste vis. Efter oplevelserne i Narnia er Peter, Lucy, Susan og Edmund tilbage i krigstidens London. Et år er gået siden de vendte hjem igen, og de længes alle fire tilbage. En dag i undergrundsbanen sker det. Døren til Narnia åbner sig igen.

Men noget er forandret. Slottet hvor børnene regerede Narnia fra, er nu en ruin, og de finder ud af, at der er gået mange hundrede år. Deres tid i Narnia er en saga blot, og skabningerne i Narnia har for mange år siden udkæmpet en tragisk krig mod det menneskelige Telmarine-folk. Telmariner-prinsen Caspian, som er på flugt fra sin onkel, den onde kong Miraz, har blæst i det magiske horn, der ifølge legenden kan bringe Peter, Lucy, Susan og Edmund tilbage, og det er netop det der er sket, så nu må de fire igen kæmpe for Narnias frihed.

(copyright: Walt Disney Pictures/Walden Media/Buena Vista)

Narnia: Prins Caspian fungerer godt i starten, når de fire søskende kommer tilbage til Narnia, og finder ud af hvad der er sket, og ser, at de nu selv er blevet en del af Narnias ældgamle historie. Men herefter går filmen i stå, og vi mangler i den grad følelsen af at være med i Narnia, som den første film på så fornem vis formåede. Fortællermæssigt byder Prins Caspian ikke på særlig meget, og filmens dramatiske højdepunkter er en række kampscener, mens de hovedpersoner vi kom til at kende og holde af i den første film, næsten kun bliver brugt som skakbrikker heri.

Det sidste og afgørende slag i Prins Caspian er meget imponerende iscenesat, og man tilgiver næsten, at filmen, minus den første 1/4 del, har stået stille indtil det tidspunkt. Men også kun næsten. For Prins Caspian kan på ingen måde leve op til den første film i serien. Men skal den det? Ja, selvfølgelig skal den det til en vis grad, men da de to historier er meget, meget forskellige, så er det måske ikke helt retfærdigt, at sammenligne dem så meget som jeg gerne vil. Men hvis jeg lader være med det, så ændrer det ikke på det faktum, at Prins Caspian som selvstændig film er en stor og tung kolos, som har svært ved at finde det rette ben at stå på, og det største problem med Prins Caspian er simpelthen, at historien ikke har substans nok til at retfærdiggøre en film på mere end to timer.

Narnia: Prins Caspian prøver at være mere mørk og dyster end den første film, og det er den bestemt også flere steder, men ondskaben i form at Kong Miraz og hans følge, kan slet ikke hamle op med isdronningen, den hvide heks, i Løven, heksen og garderobeskabet. Prins Caspian er uden tvivl en meget flot film. Teknisk set er den tæt på perfekt, men den lider meget under, at historien stort set ikke rører sig ud af stedet før til slut.

Men det bliver spændende, at følge de kommende filmatiseringer i Narnia-serien, for jeg kunne godt forestille mig, at Prins Caspian ville kunne komme til at stå stærkere i en samlet helhed. Lige nu er den dog tættere på de 3 stjerner end de 4.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home