29 June 2008

DVD-opdatering - 29/6

Velkommen til første indslag af en ny ting jeg vil prøve her på Filmhjørnet. Jeg samler på film. Det er ingen hemmelighed. Men hvilke film jeg får ind i samlingen, vil jeg fortælle om her. Jeg vil prøve at gøre det, at jeg hver anden uge fortæller lidt om de nye DVD'er jeg har fået ind i samlingen i løbet af de to foregående uger. Men penge spiller selvfølgelig også en rolle. Så hvis der er nogle tidspunkter hvor jeg ikke køber ret meget, kan det være, at DVD-opdateringerne nogle gange kun bliver f.eks. en enkelt gang om måneden. Men lad os se.

Her er det jeg har fået ind i samlingen i løbet af de sidste to uger i juni:


National Treasure 2: Book of Secrets
Ikke en vildt god film. Slet ikke på højde med 1'eren, men ikke desto mindre en ganske fin eventyrfilm, som jeg fik gratis, da jeg skulle anmelde den hos Filmnet.dk. Min anmeldelse kan læses lige her.

Funny Games
Michael Haneke har genindspillet sin egen østrigske film af samme navn fra 1997. Denne gang er Naomi Watts og Tim Roth i rollerne som ægteparret der bliver terroriseret af et par unge psykopater. Hanekes bidske og provokerende kommentar til vores voldsfascination er hård at sidde igennem, og filmen er ligeså svær at holde af, som den er svær at afskrive.

Charlie Wilson's War
Jeg anmeldte Charlie Wilson's War her på Filmhjørnet, da den havde biografpremiere (læs anmeldelsen her). Filmen er god, men ikke helt det jeg havde håbet på fra Mike Nichols. Men bestemt en værdig tilføjelse til hans fine filmografi.

The Postman Always Rings Twice
og
Detective Story
Jeg kan rigtig godt lide film-noir genren, og især den første film her er en af de store klassikere i genren. I starten af 80'erne blev filmen genindspillet med Jack Nicholson og Jessica Lange i hovedrollerne, og selvom den faktisk er en ganske seværdig film, så er den originale med Lana Turner og John Garfield klart bedre. Detective Story er instrueret af Oscar-vinderen William Wyler. Han lavede mange fremragende film, bl.a. en af mine favoritter i noir-genren, The Desperate Hours, der kom nogle år efter Detective Story, som jeg i øvrigt aldrig har set. Så det glæder jeg mig til.

Rambo
Ja, der er ikke så meget at sige her. Denne skulle selvfølgelig hjem på reolen. Den udkommer faktisk først officielt i den kommende uge, men da min lokale DVD-biks havde fået den hjem lidt tidligere, snuppede jeg den med det samme. Og den er også allerede set igen, og var præcis ligeså god som da jeg så den i biografen (anmeldelse her). Bare kom med 5'eren Sly!

Hollywoodland
Samtidig med Rambo købte jeg de næste to film her. Hollywoodland er en flot og stemningsfyldt moderne noir med Adrien Brody i hovedrollen som privatdetektiv. Det er dog Ben Affleck der stjæler billedet som George Reeves, manden der spillede Superman på Tv i 1950'erne. Affleck vandt prisen for bedste skuespiller på Venedig Film Festival i 2006, og blev også nomineret til en Golden Globe. Helt skandaløst blev han dog ikke nomineret til en Oscar. Det havde han i den grad fortjent.

Small Time Crooks
En af de mindre interessante Woody Allen-film. Men jeg samler på hans film, og han er uden tvivl en af mine yndlingsinstruktører. Small Time Crooks er min Woody Allen-film nr. 27 i samlingen. Så nu manger jeg kun 10! (Indtil videre. Det er svært at følge med, når den gode Woody stadigvæk laver en film om året).

Pinky
og
Splendor in the Grass
Elia Kazan er en anden af mine yndlingsinstruktører, og hans film samler jeg selvfølgelig også på. Jeg har aldrig set Pinky, men Splendor in the Grass er en meget stærk film, der var Warren Beattys debutfilm, og gjorde ham til en stjerne med det samme. Filmen byder også på endnu en flot præstation af smukke Natalie Wood, som blev Oscar-nomineret for rollen.


<-- Elia Kazans Pinky er udgivet i denne "Cinema Classics Collection" i region 1, og indeholder bl.a. en håndfuld såkaldte "Lobby Cards" (klik på billedet for større version).



Shaun of the Dead
Herlig skamløs zombie-komedie-sjasker fra det skøre britiske makkerpar Edgar Wright og Simon Pegg. Filmen er fyldt med sjove optrin og er gennemsyret af en herlig underspillet humor. Simpelthen bare ren og skær skæg og ballade.

Eraserhead
Det kan man derimod ikke sige om David Lynchs debutfilm Eraserhead. Muligvis den mest mærkelige film jeg nogensinde har set. Den er dybt grotesk, men der er også noget underligt dragende og hypnotiserende over den. Bestemt ikke for alle, men helt sikkert en oplevelse værd.

This Property is Condemned
Castle Keep

og
Havana
Instruktør Sydney Pollack døde desværre alt for tidligt. Han bukkede under for kræften i sidste måned. Kun 73 år gammel (læs mine mindeord om ham her). Pollack var en meget respekteret og meget solid filminstruktør, og da han døde fandt jeg ud af, at jeg faktisk kun havde 1/4 af hans film på DVD. Det besluttede jeg mig for at gøre noget ved, og disse tre købte jeg brugt hos Second Spin.

This Property is Condemned byder på endnu en flot Natalie Wood præstation. Denne gang overfor Robert Redford i en af hans første filmroller. Castle Keep kom samme år som Pollack fik sit helt store gennembrud med den 9-dobbelte Oscar-nominerede Jamen, man skyder da heste, og Havana er det meget ambitiøse projekt der fulgte efter Pollacks succes med Mit Afrika. Havana blev dog ikke den store succes hos hverken publikum eller anmeldere.


Ja, det var så det jeg har fået ind i samlingen i de sidste to uger. Husk også, at du altid kan se hele min filmsamling via linket til højre her på siden (eller lige her). Vi ses til en ny DVD-opdatering om 2 uger. Indtil da - se en masse gode film!

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home