12 September 2008

Biografanmeldelse: Wall-E

Wall-E

instruktion: Andrew Stanton.
med stemmer af bl.a.: Ben Burtt, Elissa Knight, Sigourney Weaver.






Animationsstudiet Pixar har efterhånden overtaget en stor del af markedet når det gælder de magiske øjeblikke i biografens mørke, og man kan kun gætte sig til, hvad ellers så hæderkronede Disney ville være uden Pixar i stalden. De har samarbejdet siden Pixars første spillefilm, Toy Story fra 1995, men Pixar er et selvstændigt selskab under Disney-koncernen, og deres 8 første spillefilm har omsat for mere end 20 milliarder kroner i biografer over hele verden!

Nyeste Pixar-film er Wall-E, og det er en film der skaber en lige så speciel magi, som de bedste af studiets andre film. Vi er 700 år ude i fremtiden. Mennesket har forladt jorden, og oprydningen af de enorme mængder affald er i hænderne på en effektiv lille robot. Dagene går for robotten Wall-E, og eneste følgesvend er en kakerlak. Når det er fyraften vender Wall-E hjem til sin bolig, hvor han undersøger de ting han slæber med hjem fordi de er for spændende til at skrotte, og ser den romantiske musical Hello, Dolly! med stor interesse.

Men en dag ændres Wall-Es verden. Et rumskib ankommer, og ud stiger den smukke og elegante Eva, en robot-drone, som skal undersøge jorden for planteliv. Venskabet med Eva, som kommer fra et gigantisk menneskeskabt rumskib der svæver langt ude i universet, fører Wall-E ud i et eventyr, som er så stort, at det næsten er for uoverskueligt for en lille godmodig robot.

(copyright: Buena Vista/Disney/Pixar)

Det er på alle måder en imponerende bedrift Pixar har begået med Wall-E. Man sætter nye standarder for computeranimations formåen, og flerer steder i starten af filmen må man lige gnide sig i øjnene, for at overbevise sig selv om, at dette altså er en animationsfilm.

Filmens første halvdel, hvor vi følger Wall-Es daglige trummerum på jorden, er klart filmens bedste del. Her blomstrer der en fantastisk humor, som kommer perfekt til udtryk i Wall-Es nysgerrige væsen. Filmen tager en drejning da Eva ankommer til jorden, og vi begynder herefter på en kærlighedshistorie som er noget af det mest romantiske vi har set i biografen i år. Og hele tiden må man minde sig selv om, at dette er to computeranimerede robotter! Samtidig med filmens smukke og livsbekræftende hovedhistorie, så har Wall-E også et mere klart budskab. Vi skal passe på vores jord, og den måde både jordkloden og menneskeheden er gået i forfald i filmen, må vi for alt i verden undgå.

Wall-E knækker desværre lidt på midten, da Wall-E og Eva kommer op på menneskets store rumskib. Her bliver filmen mere ordinær, og den næsten dialogløse første halvdel af filmen, afløses af en mere actionpræget og knap så interessant handling. Men selvom filmen taber lidt charme når vi er ude i det store verdensrum, så får vi stadigvæk enkelte scener med Wall-E og Eva, som indeholder så stor humor, sødme og poesi, at man overgiver sig 100%.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home