Biografanmeldelse: The Green Hornet

instruktion: Michel Gondry.
med bl.a.: Seth Rogen, Jay Chou, Cameron Diaz, Christoph Waltz.
bio-premiere d.: 27 januar 2011.
distributør: Walt Disney/Sony Pictures DK.






I den efterhånden endeløse række af superheltefilmatiseringer, er turen nu kommet til en af de ældste af dem alle. The Green Hornet så dagens lys som radiospil i 1936, og fik senere sin egen tegneserie. I biografens mørke kunne han i 1940'erne ses i en serie af kortfilm, og sidenhen dukkede han op på den lille tv-skærm i 1960'erne, hvor legendariske Bruce Lee spillede den grønne hveps' makker Kato.

Men nu er det altså en stor Hollywood-film der fortæller historien om rigmandssønnen Britt Reid, som efter faderen dør af en tilsyneladende allergisk reaktion på et bistik, begynder at bekæmpe kriminelle. Komikeren Seth Rogen står selv bag manuskriptet til filmen, og spiller hovedrollen som Britt/Green Hornet. Og han gør det udmærket. Ved første øjekast er han ikke en type der passer ind i en rolle som denne, men det viser sig hurtigt, at han, på grund af den vinkel man vælger at give filmen, hvor humoren spiller en stor rolle, alligevel passer ganske fint ind i filmens univers.

(copyright: Walt Disney/Sony Pictures DK)

Filmen løber desværre ind i selvskabte problemer, fordi dens komiske univers langt fra fungerer så velsmurt som det kunne have gjort. På papiret har man ellers en god kombination. Instruktøren Michel Gondry har før stået bag intelligente og udfordrende romantiske komediedramaer som Evigt solskin i et pletfrit sind og The Science of Sleep, og han er om nogen mand for at få det skæve gjort seværdigt. Der er bare alt for langt mellem de seværdige øjeblikke i The Green Hornet.

Det hjælper heller ikke på det, at det af og til virker som om man glemmer filmens skurk, som vi bliver introduceret for tidligt i filmen, men som bliver brugt alt for lidt. Og det er mærkværdigt, for østrigske Christoph Waltz, der fik sit internationale gennembrud forrige år i sin Oscar-vindende rolle i Quentin Tarantinos Inglourious Basterds, gør sit bedste for at gøre skurken uforglemmelig på den helt rigtige klichéagtige måde som en tegneserie-superskurk helst skal være.

Hvis The Green Hornet havde holdt fast i sine rene komiske sider, og ikke smidt ligegyldige og klodsede tematikker om mediernes rolle i samfundet ind i billedet, for ikke at tale om de kønsløse og for lange actionscener, der er ualmindelig svære at engagere sig i, ville vi have haft at gøre med en film, der havde sin helt egen stemme. Men den ender i stedet som en vægelsindet bi, der ikke ved om den skal stikke eller flyve sin vej igen.