Biografanmeldelse: Black Swan

instruktion: Darren Aronofsky.
med bl.a.: Natalie Portman, Vincent Cassel, Mila Kunis, Barbara Hershey, Winona Ryder.
bio-premiere d.: 20 januar 2011.
distributør: 20th Century Fox.





Lige siden debutfilmen Pi i 1998 har filminstruktøren Darren Aronofsky fokuseret på den menneskelige psyke i sine film. Om det er den indre kamp mod tankerne som i Pi, kampen mod stofmisbrug som i Requiem for a Dream, eller kampen for at overvinde sig egen krops begrænsninger som i The Wrestler. Dette er ikke anderledes i Black Swan, hvor hovedpersonen må kæmpe med både kroppens formåen og den menneskelige psykes spidsfindigheder.

Natalie Portman yder en enestående præstation som balletdanserinden Nina Sayers. Nina lever en beskyttet tilværelse hjemme hos sin mor, og er tilknyttet balletten i New York, hvor hun stræber efter hovedrollen i opsætningen af Tjajkovskijs Svanesøen. Den grænseoverskridende instruktør på balletten giver hende rollen, og Nina må nu bevise, at hun på samme tid kan være den uskyldige hvide svane, og den mørke, sensuelle sorte svane. Transformationen på scenen flyder sammen med Ninas eget liv, og på et tidspunkt kan hun ikke skelne mellem hvad der er virkelighed, og hvad der kun foregår i sindets afkroge.

(copyright: 20th Century Fox)

Black Swan begynder som en ganske traditionel fortælling om ambitioner, men man aner hurtigt, at der gemmer sig noget under overfladen. Darren Aronofsky iscenesætter det hele på en meget virtuos måde, og flere scener er så velkonstrueret, at de tager pusten fra en på grund af den måde som fotografering og musik kommer til at gå op i en højere enhed. Der er ingen tvivl om, at Black Swan i den grad tilhører to personer. Aronofsky selv, og Portman, som er storfavorit til at vinde en Oscar for sin præstation, når dette års gyldne statuetter bliver uddelt d. 27 februar.

Der er en stor opmærksomhed på detaljerne i Black Swan, og den formår på en troværdig måde at skildre balletten og de fysiske udfordringer den kræver. En enkelt detalje som jeg dog mener bliver forsømt lidt i filmen, og godt kunne have haft brug for lidt mere fokus og indsigt, er Ninas privatliv sammen med moderen. Spillet mellem den voksne Nina på sit værelse fyldt med bamser, og moderen som en årvågen beskytter. Deres forhold udspiller sig flere gange på en meget upassende og ildevarslende måde, men man går i mine øjne ikke helt i bunden med dette mere håndgribelige pyskologiske aspekt af historien, men retter mere fokus på Ninas sindstilstand, der bliver mere og mere udfordret.

Faktisk bliver den så udfordret, at Black Swan nærmest går over i en klassisk Grand Guignol-gyserfortælling, og det er sammen med iscenesættelsen og skuespillet den helt store styrke i Black Swan, at den formår at udvikle sig til meget mere end den ser ud til på overfladen.