17 July 2008

Biografanmeldelse: Mamma Mia!

Mamma Mia!

instruktion: Phyllida Lloyd.
med bl.a.: Meryl Streep, Amanda Seyfried, Pierce Brosnan, Colin Firth, Stellan Skarsgård, Christine Baranski, Julie Walters, Dominic Cooper.





Der var vel ikke mange, som i 1970'erne kunne skære en ligeså velkomponeret, vellykket og rendyrket popsang som svenske ABBA kunne. Efter sejren ved det europæiske Melodi Grand Prix i 1974, begyndte vejen mod toppen, og ABBA er i dag en af de bedst sælgende grupper nogensinde.

Problemer i privatlivet betød dog, at deres album The Visitors fra 1981, blev deres sidste studiealbum. Siden kom en lang række Greatest Hits albums, som holdt ABBAs popularitet i live, og i 1999 blev det endnu engang bevist, at ABBA-mania stadigvæk lever i bedste velgående, da musicalen Mamma Mia! havde premiere i London. Den enkle historie om en ung pige der skal giftes og prøver at finde sin far, blev en bragende succes over hele verden. Historien, der er skrevet så ABBAs sange passer til handlingen, er nu blevet omsat til film, med samme instruktør og manuskriptforfatter som skabte musicalen på teatret.

Vi er på en lille ø i det solbeskinnede Grækenland. Den unge Sophie skal giftes, og hendes største ønske er, at finde ud af hvem hendes far er. Men da hun sniger til at læse sin mors dagbog, finder hun ud af, at hele tre mænd kan være den ukendte far. Så hun inviterer alle tre mænd til sit bryllup, og så er scenen ellers sat til nogle hektiske dage med masser af forviklinger og glemte og gemte følelser.

(copyright: UIP)

Det er anden gang på kort tid, at vi får en film, som fortæller sin historie via populære sange fra en af musikhistoriens mest succesfulde grupper. Julie Taymors Across the Universe havde premiere i sidste måned, og den fortalte sin historie ved hjælp af musik af The Beatles. Across the Universe har det problem, at den ikke fungerer som en glidende fortælling. Det er en fantastisk flot og opfindsom film, men den virker også voldsomt fragmenteret, fordi sangene sætter filmens generelle historie i stå. Men det problem har Mamma Mia! ikke, og her fungerer alle sangene perfekt som en ramme til historien, og fører dermed filmens fortælling gnidningsløst frem.

Man kan dog godt se, at instruktør Phyllida Lloyd er teaterinstruktør, og der er mest liv i filmen når musikken spiller. Ind imellem kniber det med personskildringen hos især birollerne, og Sophies to tanter, Rosie og Tanya, fungerer meget overfladiske som karakterer. Det bliver ikke gjort bedre af, at de to roller bliver for overspillet, og det er simpelthen for teatralsk, for fjollet og for overskruet, og det brød jeg mig ikke rigtig om. Men nu skal jeg ikke lyde som en gnavpot. Hvis jeg nogensinde bliver så kynisk, at jeg ikke kan nyde en film som Mamma Mia!, så håber jeg, at der er nogen der vil prikke mig på skulderen, og sige; "Hør lige her makker...".

Filmens musicalscener er klart det der fungerer bedst, og uden at byde på ligeså imponerende koreografi som flere andre nye musicals, så er de opført med så meget liv, glæde og glimt i øjet, at det slet ikke burde være anderledes. De medvirkende giver alt de har i sig, og selvom flere af skuespillerne ikke er store sangere, så passer deres sang perfekt til filmens charme og uhøjtidelighed.

(copyright: UIP)

Meryl Streep viser sig dog endnu engang som en god sanger, hvilket hun også har gjort i andre film, og hun og den nye stjerne Amanda Seyfried, i rollerne som mor og datter, er filmens oplevelser på skuespilssiden. Amanda Seyfried har haft enkelte forholdsvis store roller på film og Tv, men Mamma Mia! ser ud til at blive hendes store gennembrud. Det er da heller ikke så mærkeligt, at hun i netop denne måned pryder forsiden af det toneangivende trendmagasin Vanity Fair, som en af Hollywoods nye unge stjerner.

Mamma Mia! er generelt set en total nydelse af en filmmusical. Filmen spræller af en lyst til at underholde og skabe glæde, og det kan ikke undgå at smitte af på publikum. Et uimodståeligt og velkomment sommerpostkort, med en vedlagt hyldest til livet og kærligheden.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home