27 September 2008

Paul Newman (1925-2008)

2008 har været slem hvad angår dødsfald blandt store personligheder i filmbranchen, og i denne weekend blev en af de mest ikoniske, charmerende og elskede filmstjerner branchen har budt på i det 20. århundrede, taget fra os.

Først begyndte rygterne at versere, og lørdag eftermiddag blev det bekræftet. Paul Newman er død i en alder af 83 år.

Paul Newman havde igennem længere tid kæmpet mod lungekræft, og da man fornylig hørte, at han havde forladt det hospital hvor han havde modtaget behandling, for at tage hjem og dø i fred, vidste man godt, at der ikke kunne være lang tid igen.

Newman var en mand som ikke kun begik sig i filmens verden. Som ivrig motorsportsfan kunne han ikke nøjes med at se på, men ville også selv ud og brænde gummi af. Og som alt andet i Newmans liv, så blev det gjort med fuld dedikation. Endda så meget, at Newman deltog i flere store løb som professional racerkører. Bl.a. det franske Le Mans-løb.

Selv på sine gamle dage kunne Paul Newman ikke holde sig væk fra motorsporten -->



Diverse velgørenhedsorganisationer har også nydt godt af Newmans succes. I 1982 startede Newman fødevaremærket "Newman's Own", som bl.a. producerer salatdressing og pastasovs, og lige siden begyndelsen har Newman doneret indtægterne fra "Newman's Own" til velgørenhed. Det er i løbet af årene blevet til omkring 200 millioner dollars.

Det var først i slutningen af 1940'erne Newman for alvor begyndte på skuespillet, da han efter at have været i flåden under 2. Verdenskrig, begyndte på Yale universitetet, og senere på det berømte Actor's Studio i New York. Efter flere store og succesfulde teaterroller på Broadway og roller i diverse TV-serier, fik Newman sin spillefilmsdebut i 1954, og han blev meget hurtigt en af 50'ernes mest eftertragtede mænd. Men for ombejlede Newman, som med sine klare blå øjne smeltede tusindvis af kvindehjerter, var der kun én kvinde - Joanne Woodward, medspilleren fra Den lange varme sommer fra 1958. De to blev gift samme år, og var sammen i tykt og tyndt lige indtil Newmans død.

<-- Med sit skælmske smil og sit maskuline ydre, var det ikke så underligt, at Paul Newman i sine velmagtsdage var enhver kvindes drøm.



Newmans popularitet fortsatte ufortrødent ind i 1960'erne, hvor hans præstationer på det store lærred resulterede i en lang række ikoniske figurer. F.eks. Fast Eddie Felson i The Hustler og titelrollerne i Hud og Cool Hand Luke. Newman modtog Oscarnomineringer for alle tre roller. Også samspillet med Robert Redford i Butch Cassidy and the Sundance Kid var med til at cementere Newmans status som en af filmens største stjerner, og 60'erne bød også på Newmans debut som filminstruktør. Filmen Rachel, Rachel blev Oscarnomineret til årets bedste film, og var en af de mange film hvor Newman og hustruen Joanne Woodward arbejdede sammen.

<-- Takket være samspillet i Butch Cassidy and the Sundance Kid og Sidste stik, fik Paul Newman og Robert Redford et livslangt venskab. De to talte flere gange i de senere år om at lave en film sammen igen, men det blev det aldrig til.

Op igennem 70'erne og 80'erne udnyttede Newman til fulde sin berømte charme og maskuline fremtoning til at levere uforglemmelige præstationer i bl.a. svindlerkomedien Sidste stik, katastrofefilmen Det tårnhøje helvede og retsalsdramaet The Verdict. Efter på det tidspunkt at have været Oscarnomineret hele 7 gange i karrieren, modtog Paul Newman i 1986 en æres-Oscar for sit bidrag til filmen.

Skæbnen ville det, at han allerede året efter endelig vandt den Oscar for bedste skuespiller, som han havde været nomineret til så mange gange før. Det var da han gentog rollen som Fast Eddie Felson i Martin Scorseses Det handler om penge. Oscar var dog ikke færdig med Newman, for han modtog endnu en nominering i 1995 for det stilfærdige drama Hvem er fuldkommen?, og igen i 2003, da han gav en fantastisk præstation som gangsteroverhoved i Sam Mendes' stemningsfyldte Vejen til Perdition. I 2007 annoncerede Newman, at han ville trække sig tilbage fra skuespillet, bl.a. fordi han følte, at han ikke kunne give sig fuldt ud mere.

Paul Newman var ikke bare en stor skuespiller, han var også et stort menneske, og som altid når de største går bort, vil deres arv leve videre i det enestående stykke arbejde de gav til filmbranchen og har efterladt til eftertiden. I Newmans tilfælde fås det ikke meget bedre.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home