Biografanmeldelse: Arn - Riget ved vejens ende

Arn II - Riget ved vejens ende

instruktion: Peter Flinth.
med bl.a.: Joakim Nätterqvist, Sofia Helin, Stellan Skarsgård, Jakob Cedergren.






Filmatiseringen af Jan Guillous roman-trilogi om Arn, er nu kommet til 2. og sidste del. Historien fortsætter i Riget ved vejens ende, ca. 20 år efter handlingen i den første film, og endnu engang er vi vidne til en produktionsmæssigt upåklagelig film, som sætter nye standarder for hvad skandinavisk film kan byde på af storslåede billeder.

Arn har nu været tempelridder i Det hellige land i mange år, og hjemme i Västra Götaland sidder hans Cecilia og venter. Som borgherre i Gaza nyder Arn stor respekt, men han er ved at kunne se en ende på sine år i Guds tjeneste. Det samme kan Cecilia, og hun forlader klosteret for at vende hjem og vente på Arn, som hun er sikker på stadigvæk er i live. Men alt ånder ikke fred og idyl i det svenske, for Kong Knut, Arns barndomsven, er under hårdt pres fra sverker-slægten, som har den danske konge og hele den danske hær bag sig.

Hvor den første Arn-film fokuserede på Arn og Cecilias møde og forelskelse, og de svenske samfundsnormer i 1100-tallet, så maler Riget ved vejens ende med en langt bredere pensel. Vi får flere stort opsatte kampscener, og vi ser meget mere til Arns liv som tempelridder, men det er stadigvæk forholdet mellem Arn og Cecilia der er det centrale i historien. Alt det vi skal igennem i Riget ved vejens ende gør bl.a., at filmen ind imellem godt kan virke lidt rodet i forhold til den første films mere fokuserede blik på enkelte historietråde, men det lykkes heldigvis, at få trådene redt ud, og tilbage står en fejende flot film.

(copyright: SF Film)

Alt i alt har jeg nydt begge film i Arn-serien, og jeg mener, at det er virkelig godt når vi en sjældent gang her på vore breddegrader tør binde an med et historisk projekt af denne størrelse. Arn-filmene viser, at co-produktion er vejen frem når vi taler om film i denne størrelsesorden, og i den forbindelse er jeg spændt på rygterne om en Tordenskiold-film fra Zentropa. Noget der også sagtens kunne skabes i et samarbejde mellem Danmark, Norge og Sverige.

Der er ingen af de to Arn-film der er perfekte, og Riget ved vejens ende har lidt af de samme problemer som den første film. Personskildringen er meget firkantet, og der er nogle fortællermæssige beslutninger, som kommer til at virke meget kluntede og konstruerede.

Men som ren og skær filmoplevelse skuffer Arn ikke. Man kan sagtens mærke, at der ikke er den helt samme storhed over det som i de historiske film fra Hollywood. Men det behøver der heller ikke være. Instruktør Peter Flinth og hele filmholdet har formået, at få det optimale ud af budgettet, og de tager publikum helt tæt på spændinger i Skandinavien for 800 år siden, og byder på et afgørende slag hvor Arns allierede står overfor sverkerne og den danske hær, som er noget af det mest imponerende vi har set i skandinavisk film. Et fortrinligt stykke arbejde.