17 October 2008

Biografanmeldelse: Tropic Thunder

Tropic Thunder

instruktion: Ben Stiller.
med bl.a.: Ben Stiller, Robert Downey Jr., Jack Black, Matthew McConaughey, Steve Coogan, Jay Baruchel, Brandon T. Jackson, Nick Nolte, Tom Cruise.




Hvordan ville en flok selvglade og forkælede skuespillere fra Hollywood reagere, hvis de pludselig befandt sig midt ude i en jungle, og troede de var i færd med at optage en film, men hvor det viser sig, at kuglerne der flyver om ørerne på dem, faktisk er ægte. Hvilket de selvfølgelig ikke ved, da de stadigvæk tror, at de er i gang med en stor Hollywood-film! Svaret gives i Tropic Thunder, en hylende morsom satire over Hollywoods oppustede egoer.

En film ved navn Tropic Thunder, baseret på en Vietnam-veterans selvbiografi, er ved at blive optaget, og filmens engelske instruktør har allerede taget filmen langt over budgettet, selvom man kun er fem dage inde i optagelsesforløbet. Flere af Hollywoods store stjerner er med i filmen, bl.a. actionhelten Tugg Speedman (Ben Stiller), som dog ikke har haft så meget held i sprøjten på det sidste, komikeren Jeff Portnoy (Jack Black), som også har sine egne problemer at slås med, da han ikke kan holde næsen væk fra det tillokkende hvide pulver, og den krukkede og respekterede australske skuespiller Kirk Lazarus (Robert Downey Jr.).

Filmens producent er over instruktøren som en høg, og sammen med forfatteren af bogen filmen er baseret på, beslutter instruktøren sig for noget helt utraditionelt. At sætte sine skuespillere af midt ude i junglen, placere nogle kameraer i træerne, og lade skuespillerne følge manuskriptet på egen hånd. Det hele går dog hurtigt galt, og vore venner begiver sig længere og længere ind i junglen, lige i armene på skydegale narkobander i den berygtede asiatiske "gyldne trekant". Men Tugg Speedman er overbevist om, at hvis bare de følger manuskriptet, så skal det hele nok gå. Det er jo bare en film...!

(copyright: DreamWorks/UIP)

Når man skal lave en satire, så er en af de første ting der skal fungere, at alle er med på spøgen. Og det må man sige, at alle i den grad er i Tropic Thunder. Måske især personificeret ved Tom Cruises lille rolle som overvægtig, bandende og vulgær filmproducent. Matthew McConaughey er også lige i øjet som Tugg Speedmans behagesyge agent, som ikke har andet i hovedet end at opfylde ønsker for sin klient - også ønsker som Speedman slet ikke har, men som agenten insisterer på han har kontraktmæssigt krav på.

Vi kan dog ikke komme uden om, at Tropic Thunder tilhører én mand - Robert Downey Jr. Som den selvhøjtidelige prisvindende skuespiller Kirk Lazaraus, leverer Robert Downey Jr. en præstation der er en Oscarnominering værdig.

Kirk Lazarus har til rollen i filmen der skal indspilles, taget begrebet "method acting" ud i det ekstreme, og har gennemgået en pigment-ændrende operation, så den hvide australier Lazarus med lyst hår og blå øjne, nu er blevet sort! Og ikke nok med det. Han er hele tiden i karakter, selv når optagelserne til filmen ikke står på. Til stor irritation for den sorte rapper og wannabe skuespiller Alpa Chino (tyg lige på det navn...). Downey Jr. er forrygende i rollen, og faktisk helt ugenkendelig med make-up og stemme som en afro-amerikansk skuespiller taget direkte ud af en af 70'ernes blaxploitation-film.

(copyright: DreamWorks/UIP)

Jeg lyder måske vældig begejstret for Tropic Thunder, og det er jeg bestemt også, men når den alligevel "kun" får 4 rigtig store stjerner, så skyldes det, at den har lidt svæt ved at finde det rette forhold mellem satiren og den mere platte humor, som der desværre også sniger sig ind her og der.

Men underholdningsværdien i Tropic Thunder er helt i top, og det skyldes også, at filmen ikke bare er en komedie, men også tager sin placering i krigsfilms-genren så bogstaveligt, at blodet flyder i stride strømme. Så der er drøn på, selvom filmen også har stunder hvor både humoren og handligen går lidt i tomgang. Men når Tropic Thunder er bedst, så er der ikke et øje tørt.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home