02 October 2008

DVD-anmeldelse: Flammen & Citronen

Flammen & Citronen (Eksklusiv Lukus 2-Disc)

udgivet d. 30/9-2008 af Sandrew Metronome.

instruktion: Ole Christian Madsen.
med bl.a.: Mads Mikkelsen, Thure Lindhardt, Stine Stengade, Peter Mygind.



"Kan du huske 9 april?", spørger Thure Lindhardt, i rollen som modstandsmanden med dæknavnet "Flammen", i indledningen af Ole Christian Madsens historiske storfilm Flammen & Citronen. Flammen huskede i hvert fald den 9 april 1940, og det gjorde hans makker "Citronen" også. Begge så nazisterne marchere ind i de danske gader og stræder, og fælles for Flammen og Citronen var et uudslukkeligt had til nazismen.

Thure Lindhardt overskygger alle i filmen. Dette er uden tvivl hans bedste præstation siden gennembrudet i Kaspar Rostrups Her i nærheden i 2000, og han giver et flot og troværdigt portræt af Flammen som en vred ung mand, der uden at blinke er parat til at ofre sit liv for fædrelandet. Mads Mikkelsen er også god som den mere tvivlende Citronen. Ikke tvivlende på deres fælles sag, men tvivlende i den forstand, om han har det der skal til, for at føre kampen mod besættelsesmagten helt derud hvor det er nødvendigt.

Ole Christian Madsen gør bl.a. det godt med Flammen & Citronen, at han ikke maler et fuldstændig sort/hvidt billede af modstandsbevægelsens arbejde under 2. verdenskrig. Han romantiserer ikke Flammen og Citronen, og han portrætterer dem ikke som to ufejlbare overmenneskelige helte. De er almindelige mennesker som os andre, med kant og fejl og mangler, og selvom både Flammen og Citronen gør meget ud af, at de ikke dræber uskyldige, så når de i deres kamp så langt ud, at det på et tidspunkt ikke er noget de selv kan kontrollere 100%.

Man har formået, at få skabt fremragende portrætter af filmens to titelroller, og i og med de to står så stærkt, så er det en skam, at flere af de andre karakterer i filmen mangler lidt i personskildringen og dermed bliver lidt for firkantede og karikerede. F.eks. virker Stine Stengades figur Ketty Selmer meget filmisk i sin opførsel og handlinger, og det overraskede mig, at finde ud af, at denne figur faktisk også var en virkelig person.

Stilistisk set er Flammen & Citronen en perfekt film, og den byder på et meget troværdigt tidsbillede, som sjældent er set bedre i dansk film. Dansk film har igennem årene budt på flere meget vellykkede film om besættelsestiden, og Flammen & Citronen stiller sig op i rækken, mens den fortæller en vigtig historie om vores land på en overbevisende og tankevækkende måde.

DVD'en:
Filmen præsenteres i et flot anamorfisk 2.35:1 widescreen billede, som gengiver filmens farver meget flot, og selvom filmen ikke byder på de helt store oplevelser på lydsiden, så er både 5.1. og DTS sporet ganske effektivt når der er behov for det.

Sandrew Metronome har udgivet Flammen & Citronen i både en 1 disc udgivelse, og så i denne "Eksklusiv Lukus 2 disc" udgivelse, som også indeholder en 12 siders booklet med oplysninger om filmen og virkelighedens personer. På disc 1 er selve filmen og et fint kommentarspor med instruktør Ole Christian Madsen. Desuden får vi et lille interessant indblik i filmens special effects, filmens trailer og en række trailers for nogle andre udgivelser med samme tema som Flammen & Citronen.

På disc 2 ligger så resten af ekstramaterialet. Vi starter med en 75 minutter lang bag om kameraet produktionsdagbog fra optagelserne i Prag, Berlin og København, og fortsætter med to 25 minutters programmer hvor vi i det ene hører om hvordan Bent "Flammen" Faurschou Hviid og Jørgen "Citronen" Haagen Schmith var i virkeligheden. Fortalt af mennesker der kendte dem. I det andet program fortæller instruktør Ole Christian Madsen og manuskript-medforfatter Jens K. Andersen om deres omfattende research til filmen, og det hele krydres med slettede scener, et indslag fra gallapremieren i Imperial biografen, og et lille program hvor Jens Hoffman, søn af Karl Heinz Hoffman, Gestapo-chef i Danmark under krigen, fortæller om sin far.

Dette er virkelig en meget gennemført DVD, og eneste "problem" er, at man bare vil have mere og mere når man sidder og ser de interessante programmer. Men det er uden tvivl en topkarakter til denne DVD.

Film: 5/6 stjerner.
DVD: 6/6 stjerner.

Hvis man har lyst til mere baggrund, så kan man eventuelt få det ved at købe dokumentarfilmen Med ret til at dræbe, som er udkommet på DVD i anledningen af udgivelsen af Flammen & Citronen. Med ret til at dræbe er delvist baseret på Peter Øvig Knudsens bog Efter drabet, som graver dybt ned i den danske modstandsbevægelse. Filmen kan købes hos bl.a. Laserdisken til 99 kr.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home