27 July 2008

DVD-opdatering - 27/7

To uger er gået - og en stak nye DVD'er har fået plads i min samling.


I'm Not There
Fantastisk film fra Todd Haynes, som i 2002 lavede mesterværket Far From Heaven. Seks forskellige personer spiller seks forskellige versioner af Bob Dylan, i denne vidunderlige film. Jeg fik filmen til anmeldelse på Filmnet.dk, og min anmeldelse kan læses lige her.

Absence of Malice
Sabrina
Random Hearts

Endnu tre Sydney Pollack-film til samlingen. Den første har jeg ikke set endnu, Sabrina er en ganske god genindspilning af Billy Wilders klassiker af samme navn, og Random Hearts er også en fin, men dog noget anonym Sydney Pollack-film.

Cloverfield
En af årets indtil videre mest positive biografoplevelser. Jeg anede ikke hvad jeg kunne forvente, da jeg en dag i februar satte mig til rette i biografens mørke, men Cloverfield blæste mig fuldstændig væk (min anmeldelse kan læses her). Nu har jeg ikke fået set den siden jeg købte den, så jeg er spændt på hvordan den fungerer på den lille skærm.

The Three Faces of Eve
Leave Her to Heaven

Disse to film hører til i serien "Fox Studio Classics", som er en lang række af klassikere fra Fox-studierne. Der er i alt udgivet 40 titler indtil videre, og jeg har nu 30 af dem. Jeg glæder mig meget til at se disse to. Leave Her to Heaven, med sine film-noir momenter, og The Three Faces of Eve med en Oscar-vindende præstation af Joanne Woodward.

Black Angel
Endnu en film i en DVD-serie. Udgivet i Universals "Noir Collection", som de desværre forsømte af følge op på. Filmen byder på en af mine absolutte yndlingsskuespillere, Peter Lorre, som var så fantastisk i Fritz Langs mesterværk M, og ligeså uforglemmelig i filmserien om detektiven Mr. Moto.

Love and Death
En meget anderledes Woody Allen-film, der blander klassisk litteratur og filosofi med Allens helt specielle form for humor. Jeg synes ikke det er en af hans bedste (det gør han selv), men det er en film der har mange kvaliteter, og jeg glæder mig til et gensyn med den. Allens film er altid værd at se.

High Plains Drifter
Clint Eastwoods film er også altid værd at se. High Plains Drifter var Eastwoods anden film som instruktør, og han fulgte op på den stærke debut Play Misty for Me med at begive sig ud i western-genren, som han kendte så godt som skuespiller.

The Electric Horseman
En Sydney Pollack-film som jeg intet kender til. Men den er en af hans mange film sammen med Robert Redford, og overfor ham ses Jane Fonda. Med så stærke navne burde denne moderne western være et interessant bekendtskab.

Mr. Magorium's Wonder Emporium
Instruktørdebut fra Zach Helm, som skrev manuskriptet til den finurlige Stranger Than Fiction for et par år siden. Filmen kom fornylig ud i de danske biografer med titlen Den magiske legetøjsbutik, og har Dustin Hoffman i hovedrollen som den 243-årige butiksindehaver Mr. Magorium.

Carnal Knowledge
The Day of the Dolphin

To film af instruktøren Mike Nichols til samlingen af hans film. Glæder mig meget til at se disse to af hans film, da jeg kun har set lidt af Carnal Knowledge, som skabte stor debat da den havde premiere i 1971.

Kiss Me, Stupid
Endnu en Billy Wilder-film til samlingen. Denne er endnu en af hans mange forrygende komedier, skabt med makkeren "Izzy" Diamond, og byder bl.a. på en Dean Martin i topform.

Heavenly Creatures
Peter Jacksons måske allerbedste film har jeg nu endelig fået taget mig sammen til at købe. Det er en såkaldt "Uncut Version", som er ca. 10 minutter længere end den udgave der skulle være Peter Jacksons foretrukne. Så vidt jeg lige kan finde ud af, så skulle den version være tilgængelig på DVD i bl.a. Tyskland og Frankrig, men nu valgte jeg at købe denne amerikanske region 1, da jeg nemlig har den "korte" udgave på ca. 99 min. på LaserDisc. Filmen? Ja, den er fantastisk, og jeg kan ikke rigtig beslutte mig til om det er denne eller den første Ringenes Herre-film, som jeg ville pege på som Jacksons bedste.

Shock
Dangerous Crossing

To film i "Fox Film Noir"-serien. Der er udgivet 24 titler i denne serie indtil videre, og jeg har nu de 21 af dem. Også den sjældne Boomerang!, som nåede ud i få butikker inden dem blev kaldt tilbage på grund af rettighedsproblemer. Jeg har ikke set disse to, men hvis de er af ligeså høj kvalitet som de fleste film i serien, så er de meget seværdige.


Det var så det jeg har fået ind i samlingen i de sidste to uger. Nu må vi se hvordan det ser ud til næste DVD-opdatering. Jeg ved ikke hvor meget jeg vil komme til at købe i de næste par uge, for jeg har faktisk slet ikke noget på vej med posten lige nu. Jeg har fået den store stak fra Second Spin som jeg ventede, og faktisk er det kun to af de ovenstående DVD'er som jeg ikke har fået derfra!

Men ellers skal der nok sker noget her på Filmhjørnet i de næste par uger. Den nye X-Files film har premiere på fredag, og den vil der helt sikkert komme en anmeldelse af. En anden film der har premiere på fredag er den danske Dig og mig, som jeg så i forgårs til en for-premiere, hvor også instruktør Christian E. Christiansen og hovedrolleindehavere Laura Christensen, Julie R. Ølgaard og Neel Rønholt var til stede for at fortælle om filmen. Jeg var meget positivt overrasket over filmen, og en anmeldelse af den kommer engang i løbet af næste uge.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home