02 November 2008

Biografanmeldelse: Max Payne

Max Payne

instruktion: John Moore.
med bl.a.: Mark Wahlberg, Mila Kunis, Beau Bridges, Chris 'Ludacris' Bridges, Chris O'Donnell, Olga Kurylenko.





Det har vist sig, at være meget svært, at overføre populære computerspil til biografens lærred. Mange har prøvet, og stort set alle har fejlet på den ene eller den anden måde. Præcis hvorfor, er svært at gøre sig klog på, men et bud kan være, at computerspil indeholder så mange facetter i den måde historien udvikler sig på for hver individuel spiller, at det bliver næsten umuligt, at tilfredsstille alle fans af spillet, og dermed ender man tit med en rodet fortælling på det store lærred.

Max Payne er nyeste skud på stammen af film der er baseret på computerspil. Spillet så første gang dagens lys til PC i 2001, og med sin dystre stil og actionprægede form, blev det hurtigt en stor succes. Personligt sætter jeg mig ikke ned til en film som denne med en forudindtaget holdning eller forventning, da jeg ikke kender meget til denne slags computerspil, og min umiddelbare konklusion er, at filmen stilmæssigt er ret vellykket, men historiemæssigt halter på alt for mange punkter.

(copyright: 20th Century Fox/SF Film)

Handlingen i filmen lægger sig en stor del af tiden tæt op ad spillets. Vi er i en kold verden, hvor sneen og regnen falder ned over storbyens gader. Max Payne er politibetjent, og er opsat på at finde ud af hvem der slog hans kone Michelle og deres barn ihjel. Der sker flere mord, som måske har en forbindelse til konen og barnets drabsmænd, og Payne slår sig sammen med den barske Mona, hvis søster også er blevet slået ihjel, og sammen drager de ind i mørket i jagten på gerningsmændene. En rejse der åbner for dystre hemmeligheder og hallucinerende narkotiske stoffer med mytologisk forbindelse.

Max Payne er overordnet set en underholdende film, og man formår at skabe en rigtig god stemning, men det kniber dog lidt med selve historien, som simpelthen er alt, alt for forudsigelig og har svært ved at træde i karakter, fordi den kommer alt for vidt omkring og dermed ikke rigtig formår, at holde fokus rettet på filmens grundpræmis. Mark Wahlberg er en træmand i hovedrollen, men det er måske også som det skal være. Det virker meget som om filmen forventer, at man kender selve karakteren Max Payne, og derfor bliver det en lidt utaknemmelig opgave for Wahlberg at puste liv i ham.

Filmen er ikke voldsomt fyldt med action, men den prøver at skabe en mørk og dyster stemning, hvilket den formår ganske godt, selvom den her og der bliver lidt for kold og distancerende. Max Payne er ikke nogen fantastisk actionfilm, dertil er der for lidt rigtig action, men hvis man ser bort fra de fortællermæssige problemer, så er det en ok spændingsfilm, med en fin knivspids mytologi oveni.

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home