Nyt i biografen - uge 31 & 32

Sidste uge i juli bød kun på en enkelt ny film i de danske biografer. Vanvittig forelsket, filmklipperen Morten Gieses debut som spillefilmsinstruktør. Filmen byder på den første rigtige hovedrolle for nu 25 årige Cyron Bjørn Melville, siden han debuterede for 14 år siden i Bodil- og Robert-vinderen Menneskedyret. En film som Morten Giese iøvrigt vandt en Robert for bedste klipning for.

Mere gang i den er der i denne uge, uge 32, hvor der er lidt for enhver smag.

Tony Scotts actionfilm med Denzel Washington og John Travolta, Kapring af Metro 1 2 3, rammer biograferne med et brag, og det samme gør DR2 serien Piger på prøveladelse, der er blevet til filmen Winnie & Karina: The Movie. Søren Fauli har instrueret.

Fra Frankrig kommer Jeg har elsket dig så længe, hvor Kristin Scott Thomas leverer en stærk præstation, der sidste år gav hende en European Film Award for bedste skuespillerinde, og fra Tyskland kommer Emmas lykke.

Ashton Kutcher forfører kvinder i L.A. Gigolo, og for de mindste vender de velkendte Peddersen og Findus tilbage i tegnefilmen Peddersen & Findus: Glemligheder.

Besøg CinemaZone.dk og læs anmeldelser af de nye film.

Biografanmeldelse: Tømmermænd i Vegas

Tømmermænd i Vegas

instruktion: Todd Phillips.
med bl.a.: Bradley Cooper, Ed Helms, Zach Galifianakis, Justin Bartha, Heather Graham.






Las Vegas. Syndens by. Stedet hvor dine drømme kan opfyldes eller briste. Lige siden gangsteren Benjamin "Bugsy" Siegel var med til at gøre den søvnige by til et spillested, har Las Vegas draget millioner af mennesker til sig, og har i de senere år været den hurtigst voksende storby i USA.

Tømmermænd i Vegas (iøvrigt en dejlig dansk oversættelse af originaltitlen The Hangover) blev et overraskende stort hit i de amerikanske biografer tidligere på sommeren, og har indtil nu indspillet for over 250 millioner dollars. Noget overraskende, for filmen byder ikke på noget specielt i forhold til mange andre komedier, og den har ikke de helt store navne på plakaten.

En flok fyre er taget til Las Vegas, for at holde et lille polterabend for den ene som skal giftes. Stu, Phil, brudgommen Doug og hans kommende svoger Alan, skal have sig en aften med masser af sprut og sjov. Og de får hvad de er kommet efter, for da de om morgenen vågner op på et smadret hotelværesle er gode råd dyre. En forladt baby er i værelset, en tiger ligger og knurrer på badeværeslet, en høne går rundt i stuen og Doug er pistvæk. Nu må Stu, som har mistet en tand, Phil, som åbenbart har været på hospitalet i løbet af natten, og Alan prøve at finde ud af, hvad der sket og hvor Doug er, for de kan intet huske..!

(copyright: Warner Bros. Pictures/Sandrew Metronome)

Der hvor Tømmermænd i Vegas udmærker sig bedst, er i den tilgang til historien den har. Normalt ville man forvente, at vi så fyrenes vilde nat i Las Vegas i en film som denne, men i stedet går vi fra de skåler første gang og ønsker hinanden en god og festlig aften, direkte til næste formiddag, da de vågner radbanket op på hotelværelset.

De fire fyres forsøg på at samle op på den vilde nat, og finde ud af hvad der præcis skete, er til tider hylende morsom, og skuespillernes gode præstationer er en stor del af det. Phil tager meget af kaoset overraskende roligt, og det er lidt skræmmende at tænkte på, at han derhjemme er skolelærer. Tandlægen Stu prøver ihærdigt at skjule for konen, at han er i Las Vegas, men både en mistet tand og et ægteskab med en stripper, truer med at komme i vejen for det! Bradley Cooper og Ed Helms er herlige som de to, men det er i rollen som den lidt sindsforvirrede Alan, at vi i Zach Galifianakis finder filmens store oplevelse. Han har en komisk timing der sidder lige i øjet hver gang, og Tømmermænd i Vegas må føre til større ting for denne skuespiller, som indtil videre har haft større succes som stand-up komiker rundt om i USA, end med roller på film.

Desværre kan Tømmermænd i Vegas ikke holde dampen oppe hele vejen igennem, og plottet med nogle asiatiske forbrydere, fungerer ikke rigtigt troværdigt indlemmet i historien. Det virker faktisk lidt som om eneste formål med dette er en scene hvor Martin Scorseses Las Vegas-baserede Casino, får en hilsen med på vejen. Det er også en skam, at flere strejf af enestående humor skal ødelægges af scener der bliver for platte. Bl.a. nogle ligegyldigheder med en politibetjent som er ekstra glad for sin stun-gun. Det er et studie i hvor svært det er at finde balancen mellem intelligent humor og anstrengende humor, men heldigvis rammer Tømmermænd i Vegas for det meste det første.

Biografanmeldelse: The Last House on the Left

The Last House on the Left

instruktion: Dennis Iliadis.
med bl.a.: Garret Dillahunt, Sara Paxton, Tony Goldwyn, Monica Potter, Spencer Treat Clark.






Det irriterer mig grænseløst, når både filmfans og filmanmeldere kategorisk afviser genindspilninger. Bevares, Hollywood spytter dem ud på samlebånd i disse år, og især i gysergenren er der kommet mange. Men en film må og skal altid bedømmes ud fra sine egne præmisser, og der gør 30-35 år en verden til forskel. Håndværket ændrer sig og publikum ændrer sig.

Lige fra de tidlige manuskriptfaser, finde skuespillere, steder at optage, planlægge og udføre scenografien, til det at optage filmen og det efterfølgende post-produktionsarbejde, er en film en kreativ proces, og det ændres ikke ved, at historien er fortalt før. Flere anmeldelser af The Last House on the Left anno 2009 har ikke overraskende slet ikke fokuseret på filmen selv, men mere på hvor åndsvage genindspilninger er, og hvor gode de originale film er. Det er slet og ret en doven, og i mine øjne, problematisk tilgang til håndværket bag.

Med den svada ude af verden, kan jeg komme til filmen. The Last House on the Left er en genindspilning af gyser-mesteren Wes Cravens debutfilm af samme navn fra 1972. En film der havde hentet meget inspiration hos Ingmar Bergmans Jomfrukilden. Det er en grum sag, men Cravens lavbudgetsfilm er så sandelig ikke en af de gysere fra 70'erne som tidens tand har været bedst mod. Den nye film følger den gamle forholdsvis tæt, men især én vigtig ting er ændret, hvilket faktisk er til det bedre, for det giver en langt mere dynamisk tilgang til den hævntørst og desperation der er filmens drivkraft.

(copyright: Rogue Pictures/UIP)

Familien Collingwood er på ferie i deres afsidesliggende sommerhus. Datteren tager ind til byen for at besøge en veninde, og de to kommer i kløerne på en bande psykopatiske mordere. Taget til fange i en bil, prøver de to piger at slippe væk, og bandens leder kører galt og smadrer bilen ude i skoven. Efter at have udsat pigerne for mishandling og voldtægt, efterlader banditterne dem i den tro, at de begge er døde, og begiver sig hen mod det nærmeste hus - Collingwoods hus! Men datteren får, mere død end levende, kæmpet sig hjem, og da forældrene opdager det helvede deres nye gæster, som tilsyneladende bare er kørt galt og har brug for hjælp, har udsat datteren for, sætter det almindelige ægtepar sig for at tage en grusom hævn.

Den forholdsvis urutinerede græske instruktør Dennis Iliadis, som kun har lavet en enkelt film tidligere, viser mange gode takter med The Last House on the Left. Filmens handling er meget enkel, lige ud ad landevejen, og der er ingen slingren i valsen hos instruktørens brug af filmtekniske virkemidler. Godt hjulpet på vej af nogle fine skuespilspræstationer, er dette et meget professionelt stykke arbejde. Filmens musikside er også yderst vellykket og effektfuldt, og klasser over originalens til tider malplacerede og nærmest fornøjelige musik.

The Last House on the Left indeholder en håndfuld brutale scener, og især ved én scene sidder man næsten og ønsker, at kameraet vil befri os fra den modbydelige brutalitet der foregår oppe på lærredet. Men det gør kameraet ikke, for vi skal have det hele med, så vi kan forstå den hævnfølelse der senere kommer. Det er den dyriske drift i mennesket der sætter ind. Hvor langt kan man gå, hvis en man elsker bliver mishandlet af en ondskab der ikke burde findes?

Filmens slutscene er desværre unødvendig sadistisk, og her går man imod den mere psykologiske tilgang der har været til volden. Det er en skam, for det virker lidt som leflen for det publikum der gerne vil have deres gys serveret med en god omgang splat. Men sådan er The Last House on the Left langt fra. Den er mere thriller end gyser, og er et meget tidstypisk indslag i genren. Det kan man tage som enten en anbefaling eller en advarsel, alt efter temperament.

Nyt i biografen - uge 28, 29 & 30

Det var ikke meget rigtigt sommervejr vi fik i juli måned, men så var det da godt, at der hver uge kom masser af nyt i biograferne.

Uge 28 bød på et par komedier. Sam Mendes' Away We Go, og Sacha Baron Cohen, manden bag det store hit Borat fra 2006, kom med Brüno, der følger samme formel som Borat. Ugens sidste nye film var for de mindste. Tegnefilmen Peter Pedal på nye eventyr.

En af sommeren og årets helt store film, Harry Potter og halvblodsprinsen, havde premiere i uge 29, og både herhjemme og i USA har folk valfartet til biograferne for at se film nr. 6 om Harry Potter. Dem der ikke lige var til det, kunne i uge 29 se thriller/gyseren The Last House on the Left, dramaet The Burning Plain med Charlize Theron og Kim Basinger, eller JCVD, en interessant lille film om og med actionhelten Jean-Claude Van Damme.

I uge 29 vendte Nicolas Winding Refn tilbage til de danske biografer, med sin engelsk producerede film Bronson, omhandlende en af Englands mest voldelige fængselsindsatte. Lidt mere fredeligt var det i Sidste chance Harvey, hvor Dustin Hoffman og Emma Thompson er i topform, og franske Det regner altid i Provence. Fredeligt er det ikke i drengerøvsfilmen Tømmermænd i Vegas, hvor en flok venner kommer ud for både det ene og det andet under og efter en druktur i Las Vegas.

Anmeldelser af alle de nye biograffilm kan fanges hos CinemaZone.dk.